Ild og jord (1955)

Her kan man opleve Preben Lerdorff-Rye i en hovedrolle - blot en måned efter biografpremieren på Carl Th. Dreyers Ordet (1955), hvor han præsterede anderledes blændende. I "Ild og jord" er han den altid mavesure og forbitrede gårdejer Martin, der dirigerer alt og alle uden smil på læberne.

Ekstrem stædighed

Hans ekstreme stædighed bliver tydelig efter et alvorligt fald i laden. Han VIL ikke lade sig indlægge trods stærke smerter - for han bliver på gården. Ingen skal trumfe hans magt, og fra sygesengen hører han alt, hvad der foregår, både på gården og markerne omkring den.

Despoten dikterer

Ingen har tidligere turdet sige Martin imod, og hans kone har gennem alle årene tålt hans væremåde. Men det bliver hende efterhånden for meget, da Martin ikke under deres datter noget godt i denne verden. Måske kan konen nå at sige fra, før det for alvor er for sent?

Storbyen avler stress

I kulissen truer en forelskelse mellem datteren Ulla og den fra storbyens travlhed og stress hjemkomne gårdskarl Jan. Han har droppet at gøre sin læreruddannelse færdig, da han kan mærke, at det trækker i ham at pløje furer snorlige i marker, samt at byens fristelser kun avler stress.

Tungt drama

Hermed har vi allerede flere Morten Korch-inspirerede elementer, og der er mange flere i vente. Dramaet er tungt og uden ret mange opblødninger - hvad Martin siger har altid været det rigtige. Som sådan en næsten glædesløs melodramatik, hvor selv den spirende forelskelse synes udpræget fornuftsbåret.

Ikke meget historie

Ingen markante skuespillerpræstationer, eller mere korrekt - ikke meget god historie at spille op til. Jakob Nielsen, der her var midt i 50'erne, spiller stift og utroværdigt gårdens "gammelfar" (hvilket også er hans kaldenavn). Et godt eksempel på, at instruktøren Kai Wilton heller ikke rigtig havde det bedste greb om sine skuespillere (han instruerede kun denne ene spillefilm.)

Landlig idyl

Den landlige idyl i billederne er filmens mest "elegante". Til gengæld er højdepunktet, det landlige halbal, ganske grusomt forlorent, komplet med en særlig sang, som de lokale har skrevet og fremfører til taktfast applaus. Ellers ikke nogen udbredt anvendelse af filmmusik.