Lejlighed til leje (1949)

Harmløs, håndtam og udpræget fantasiløst iscenesat romcom, der parrer en energisk Lis Løwert med en dobbelt giftefærdig Bjørn Watt-Boolsen i jagten på tag over hovedet. Også her sidst i 1940'erne var boligmanglen udtalt, men heldigvis dukker Ib Schønbergs selvpensionerede Afrika-kaffeplantageejer hr. Baldrian op med en luksuslejlighed.

Nygift - eller hvad?

Ad bagveje har både Løwerts Eva og Watt-Boolsens Harry fået nys om Baldrians fænomenale lejlighed - før den bliver averteret i avisen! Hvad de ikke ved, da de står på Baldrians dørtærskel, er, at han i mellemtiden har ændret mening: Nu er kravet ikke længere, at lejeren skal være enlig. Næ, nu lejes der kun ud til et nygift par - helst med børn på vej.

Idyl på 1. sal

Det fordrer hurtige løgne, så Baldrian foranlediges til at tro, at Eva og Harry er godt nygifte. Men hvordan skal det nu gå, da de skal bo under samme tag? Måske amors pile flyver? I hvert fald er hr. Baldrian og hans husholderske sikre på, at alt ånder idyl ovenpå.

Tynd præmis

Præmissen i "Lejlighed til leje" er ualmindelig tynd, og det samme er iscenesættelsen. Det blev Emanuel Gregers sidste film som instruktør, og metaltrætheden er tydelig stort set fra første scene. Der er ingen tænding, og den ene kedeligt opstillede studieoptagelse tager den anden (med kun meget få glimt af udendørslivet anno 1949.)

Stivbenet

Vi er således mere eller mindre vidner til filmet teater - komplet med stivbenet og i retning af det teatralske skuespil. Bedst er Lis Løwert, der trods stramme tøjler får en del ægthed ud af sin ungt amour-søgende rolle. Og Helga Frier har skønne øjeblikke som Ib Schønbergs husbestyrerinde, fru Petersen.

Tabt i tyndt skrevne tåger

Til gengæld er Ib Schønbergs Baldrian-rolle temmelig tabt i tyndt skrevne tåger - overdynget med platte vendinger og manierede væremåder: Det lykkes alligevel Schønberg at klemme tiltrængt charme ud af rollen, og det er en præstation i sig selv.

Alenlange fyldscener

Filmen er i perioder belemret med alenlange fyldscener udi danse- og kabaretnumre, der opleves helt uden mål og med. Ganske vist gives der her anledning til en rigtig Kai Normann Andersen-evergreen, men nogen skøn underholdning udgør fyldstoffet ikke.