I gabestokken (1950)

Absolut ikke den mest stivnakkede såkaldte problemfilm, som perioden i dansk film yndede at smutte ud af ærmet. Her fem år efter krigens afslutning er der ikke længere racistiske eller racehygiejniske undertoner i Alice O'Fredericks og ko-instruktør Jon Iversens drama: Vi er på "neutral" grund, og emnet er tuberkulose.

Et år på sanatorium

Grethe Thordahls unge Bente Bagg er en rigtig frisk kvinde og tilmed godt gift med prokuristen Viggo. Men en dag får hun diagnosen tuberkulose og havner på sanatorium i Ib Schænbergs hyggelige lægearme. Så skal det nok gå alt sammen, men ventetiden er lang - et helt år skal det gå - før Bente igen kan komme ud i friheden som erklæret rask.

Alle vender ryggen til

Men alt det, hun har glædet sig til at vende tilbage til, vender hende ryggen. Selv hendes mand tør ikke engang kysse hende på munden - det er hans gamle mor, der har tordnet hans ører fulde om de frygtelige farer, der kan være forbundet med bacille-udvekslingerne.

Et mirakel kræves

I det hele taget oplever Bente kun modstand og stigmatisering. Selvom hun som færdigbehandlet er mere rask og sikker end alle dem, der ikke er blevet testet for sygdommen, vender alle hende ryggen, og det er nærved umuligt at finde et arbejde. Der skal nærmest et mirakel til, før Bente igen kan blive en fri kvinde.

En lethed over afviklingen

Nok tager "I gabestokken" sig selv og sit problem meget alvorligt, men der er alligevel en lethed over afviklingen. Måske er det fordi, tuberkulose-skrækken på mange måder udgør et tidløst billede på afstumpethed, når mennesker konfronteres med alvorligt syge - også når de er blevet raske.

50'er-forstokkethed

I hvert fald er der flere gode billeder på de tidlige 50'eres forstokkethed - herunder kønsrollemønstre og generel "lille ven"-nedladenhed - eksemplificeret i en fin replikveksling, der glider særlig fint i sidste del af filmen, hvor Bente er sat fri og desperat forsøger at genfinde sig selv og verden omkring sig.

Glimt af reel smerte

Grethe Thordahl har glimt af reel smerte over sin situation, men forplumrer alligevel mange grimasser i retning af det lidt for manierede. Som hendes mildt sagt forstokkede mand er Ove Rud egentlig helt velvalgt, komplet med ekstraordinær stiv diktion.

Bodil til Rye

Preben Lerdorff Rye vandt såmænd en Bodil for sin birolle som den sanatorie-indlagte Sejr, der også kæmper en kamp side om side med Bente og alle de andre. Svært at se at præstationen funkler helt op i pris-luftlagene, men ikke nogen dårlig optræden. Sven Gyldmarks musik er meget lidt iørefaldende og heldigvis ikke konstant i billedet.