Journal 64 (2018)

Sammenhængende film:
Kvinden i buret (2013)
Fasandræberne (2014)

Flaskepost fra P (2016)

Journal 64 (2018)

Der skulle tre let til jævnt fesne Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer til, før pilen endelig pegede i den rigtige retning: "Journal 64" er sat i scene af Christoffer Boe med en elegant indsigt i både krimigenre og psykologien gemt i de enkelte karakterer - og ikke mindst med en for instruktøren klassisk virkningsfuld anvendelse af København som stemningskulisse.

Knugende kejtet vanvid

"Journal 64" er således den første Jussi-filmatisering, der rent faktisk udnytter det knugende vanvid i det kejtede makkerpar Carl og Assad - så tilskueren opnår identifikation og føler med mordgåde-eksperternes både arbejdsmæssige og private genvordigheder.

Gnisterne springer

Det lykkes endelig at få gnisterne til at springe, og både Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares præsterer milevidt bedre end i de tre foregående film, hvor de i høj grad var overladt til klichéer og rendyrkede indpaknings-udstyrsstykker som teknisk baggrund.

Det virkelige livs vanvid

Jussis historie til "Journal 64" er måske bare også en tand mere creepy - i hvert fald lukrerer dramaet på indlemmelsen af det virkelige livs vanvid: Tilbageblikkene på kvindehjemmet på Sprogø, hvor unge kvinder blev tvangssteriliseret på samlebånd. Det er en historie, som Carl og Assad må fordybe sig i, hvis de skal forstå bevæggrundende for det bestialske mord i nutiden.

Uhyggelige vitaminer

Skiftene i tid mellem datidens Sprogø og nutidens mordefterforskning er ikke for mange, og man er som tilskuer helt med på begge dramaer - ganske enkelt fordi de er flettet smerterfrit ind i hinanden og begge indeholder saftige ubehageligheder med masser af uhyggelige vitaminer.

Følt spil i biroller

Der er betagende følt spil i flere af filmens små og store biroller. Allerbedst er Anders Hove i en stjernepræstation som slesk-racistisk læge. Nicolas Bro gør en fin figur som paranoid opsynsmand - og så er både Fanny Bornedal og Amanda Radeljak meget stærkt spillende som to af filmens centrale unge kvinder på tværs af tid.

Alt for meget musik

Underlægningsmusikken fylder helt absolut for meget og er stort set til stede konstant. Det er ærgerligt forstyrrende, men ikke ødelæggende for den trods alt meget flotte og konstant underholdende krimi, der endelig løfter Jussi-til-film-idéen op, hvor den bør høre hjemme.