Au hasard Balthazar (1966)

Som et studie i rendyrket ondskab og udnyttelse står Robert Bressons "Au hasard Balthazar" helt tidsløst. Ved at lade et æsel spille hovedrollen både distancerer og fortætter Bresson de iboende menneskelige skyggesider - og fordi det er et dyr, der gennemlever pinslerne, kan publikums medlidenhedsfølelse tilmed forstærkes.

Vold og nedværdigelser

Æslet Balthazar skifter løbende ejer, men det havde engang en barndomsven i Marie. De to genforenes, da Marie er tæt på at være voksen, og da er de begge et sted i livet, hvor ikke meget går deres vej, og hvor de er genstand for ydmygelser, udnyttelse, vold og nedværdigelse.

Episodisk stil

Bressons meget episodiske fortællestil forstyrrer bevidst filmens hjerterytme. Det skal ikke blive sentimentalt, fornemmer man, og filmen fremstår da også langt mere råt for usødet end glansbilledsøgende. Det er således en velkendt Bresson-styrke, at nærværet opstår ud af stemninger snarere end forklaringer.

Misantropisk sortsyn

Hvis der er lyspunkter i filmen, bliver de hurtigt dynget over med misantropisk sortsyn - personificeret i såvel Balthazar som Maries lidelser, og det kan blive nærmest religiøst, når Bresson vrider kniven rundt i det åbne sår, der bløder afmagt og uforløst liv.

Stakkels æsel

I spidsen for filmens mentale udtryk står i særdeleshed det stakkels æsel, der igen og igen må finde sig i helvede på jorden. Bresson udnytter helt igennem mesterligt dyrets udtryk til at male det tematiske fanden på væggen.

Ikke til at lokke et smil af

Men også Anne Wiazemsky er af meget stor betydning for filmens sjæl. Stort set - og meget forståeligt - ikke til at lokke mange smil af, står hun model til den ene afskyelige situation efter den anden - ofte med mænd. Man kunne have undværet den sine steder mærkværdigt sødladne underlægningsmusik til fordel for et mere nøgent og råt udtryk.