God Bless America (2011)

Her tager den skøre og bittersøde skævhed lidt for meget over i en historie, der meget gerne vil twiste genrer og bryde grænser ned, men som i stedet koger over af infantil forårskådhed.

Rod i privatlivet

Frank er en midaldrende mand med rod i privatlivet, og da han bliver fyret fra sit kontorarbejde og samtidig får en kedelig besked af lægen, beslutter han sig for at gøre alvor af sine dagdrømme: At slå alle de tåbelige mennesker, der i hans øjne fortjener at dø, ihjel.

Morderiske muligheder

Snart er verden et slaraffenland af morderiske muligheder, og som bonus får Frank følgeskab af den utilpassede og skingre teenagepige Roxy. Hun har overværet Franks likvidering af alle tiders mest øretævende tv-kendis, og nu vil hun gerne være med på Franks togt.

Stiv i betrækket

"God Bless America" er egentlig stiv i betrækket fra første scene, og idéen med at bruge uanede mængder af overfladiske reality-tv-klip som perspektivering på samfundets vej mod afgrunden fungerer kun springende og rodet.

Den rå komik taber pusten

Man savner gnist i de ellers kreativt skrevne roller, hvor det umage "Bonnie/Clyde"-makkerpar kommer ud for den ene mere aparte situation efter den anden. I stedet er replikkerne stift afleveret, og den rå komik taber pusten.

Oceaner af popmusik

Der er så alt rigelig med underlægningsmusik gennem hele komedien - komplet med oceaner af popmusik. Sjovest i filmoplevelsen er den vellykkede mord-koreografi - her er noget af den kontrastvirkning i forhold til stil og genre, som filmen ellers ikke lykkes med.