Aurora Borealis: Északi fény (2017)

Strømlinet - og desværre tilsvarende overfladisk - ungarsk drama, der ihærdigt forsøger at spinde en spændingskurve omkring gamle lig i lasten. Den succesrige, wiener-baserede advokat Olga er ved at finde ud af, at fortiden måske ikke helt er, som hun har gået og troet.

Gamle hemmeligheder

Men da hun konfronterer sin gamle mor - der netop er havnet på hospitalet - viser hun sig ikke særlig samarbejdsvillig. Gamle hemmeligheder skal man ikke sådan ruske op i, men stille og roligt lykkes det alligevel Olga at få morens tunge på gled. Det bringer os tilbage til 1950'erne, da moren var ung. Her gennemlevede hun en række traumatiske begivenheder - alt sammen noget, der skal få Olgas liv i helt nye perspektiver.

Elegant forudsigelighed

"Aurora Borealis" er meget tro mod sin egen stil - det "elegant forudsigelige", som samtidig ikke hæver sig meget over filmteknisk middel. Jovist er det pænt, men det er også poleret og tydeligt iscenesat (produktionsdesignet emmer af tamme fortid/nutids-løsninger). Skiftene mellem nutidens frustrationer og fortidens spøgelser er således ingen stærk side i fortællingen.

Blegner hurtigt

Der er en smule bid over Mari Töröcsiks præstation som gamle Mária, men igen i en kontekst, der blegner langt hurtigere, end det på nogen måde er tilsigtet. Det bliver altså ved det glansbilledeagtige, selv når tingene gør ondt og viser tænder, og det er selvfølgelig problematisk for en film, der tager sig selv meget alvorligt.

Violinsprøde toner

Underlægningsmusikken er en stemningstyv stort set fra start, og skulle der opstå blot en kort sekvens af regulær intimitet, sørger de violinsprøde toner straks for at udspartle enhver umiddelbar autenticitet.