The Anderson Tapes (1971)

Det er ingen ringere end Sean Connery, der gemmer sig bag den vakse maske på flere af filmens stillbilleder. Han er i rollen som Robert 'Duke' Anderson netop sat på fri fod efter 10 år bag tremmer. Nu planlægger han en storstilet aktion mod en luksusbolig, og han har allieret sig med både gamle bekendte - og New Yorks mafia.

I tykt og tyndt

Men ikke alt er, som det umiddelbart syner. Duke bliver bogstavelig talt overvåget og aflyttet i hoved og numse. Bagmandspolitiet og andre duelige myndigheder følger hans planlægning i tykt og tyndt, så det store kup kan vel ikke andet end gå helt i vasken?

New York fra nye vinkler

Med instruktør Sidney Lumets særlige kunstneriske aftryk bliver "The Anderson Tapes" så meget mere end blot endnu en krimi. Først og fremmest løfter Arthur J. Ornitz' fotografering filmoplevelsen et par niveauer over daglig vande - særligt hen imod slutningen, hvor New York kan opleves fra helt nye vinkler. Ornitz fotograferede også for Lumet på Serpico (1973).

Kunstnerisk frigjort

Der er dog hele vejen igennem spidsfindigheder og kunstnerisk frigjorthed i måden, filmen fortælles på. Så selvom det kriminaltekniske superplot - med al datidens teknologiske grej i let kitschet centrum - ikke syner af det helt store i dag, fremstår filmoplevelsen med en friskhed, der ilter hjernen.

Sprød underlægning

Quincy Jones har begået en sprød og ikke overbrugt musikunderlægning, der spænder fra det Lalo Schifrin-inspirerede til det avantgardistisk eksperimenterende. Musikken spiller op til den teknologiske del af plottet og bistår bl.a. med høje, skingre "teknik-lyde". Ikke kønt, men heller ikke fortænkt. 

Tæt på Bond

I hovedrollen som Duke er Sean Connery som forventet. Ikke mere, og der er heller ikke ret meget kød på Duke-typen, der læner sig lidt for meget op ad Bond, komplet med kvindetække tidligt i filmen. Her lyner Duke kjolen ned på Dyan Cannon med slet skjulte soverkammerøjne: "Jeg har ikke haft kvinde-gymnasitik i 10 år!"

Over-manieret bøsse

Martin Balsam kan opleves som tidstypisk over-manieret bøsse: Let læsp, løse håndled, overdreven interesse i ALLE mænd. Farvestrålende præstation, men Tommy Haskins-rollefiguren nedgøres også på det skammeligste gennem handlingen - interessant at betragte i dag.

Endelig et røveri!

Christopher Walken debuterer som håndlangeren The Kid - allerede med det varemærke-skæve smil, men dog uden senere tids tilsvarende varemærke-højtalje-bukseføring. Bedst på birollelisten er gamle Judith Lowry, der liver fuldstændig op, da der endelig sker noget i hendes hjem: Et vaskeægte røveri!