Skammerens datter (2015)

Forventet, men alligevel svært skuffende: Filmatiseringen af Lene Kaaberbøls fantasy-roman af samme navn er fyldt til randen med højpoleret effektmageri – helt uden kant eller nuance.

Form over indhold
Det er en film fuldstændig på formens præmisser, hvor man er meget fokuseret på at imponere med ramasjang – og helt glemmer psykologien bag den blodige alvor.

Utroværdig fantasy
Værst ved filmoplevelsen er dog ikke, at den rent indholdsmæssigt glider af på overfladen. Det er langt grimmere, at skuespillerne glider med og synker ned i en mose af pinligt utroværdig fortids-fantasy.

Stift oplæsende
Det er vanskeligt at finde bare én enkelt replik, der er leveret troværdigt. Samtlige spillere, børn som voksne, er stift "oplæsende" uden ret meget indlevelse i de enkelte roller.

Mere nuttet end talentfuld
Det gør sig desværre også gældende i pige-hovedrollen, hvor Rebecca Emilie Sattrup er mere sød end talentfuld. Værst er dog Peter Plauborgs superskurk, der er serveret stift som et strygebræt.

Overbevisende drage
Enkelte af effekterne er meget overbevisende, fx er den væmmelige drage meget livagtig – og en fordel, at dén i det mindste ikke også har replikker.

Svulstigt
(Børne-)fans af bogserien vil sikkert elske filmen for dens højpolerede stil og evigt buldrende lydside, komplet med Jeppe Kaas' svulstige, Hollywood-inspirerede underlægningsmusik.

Den onde mor
Skal man fremhæve en skuespiller, der får en anelse ud af sin rolle, må det være Stina Ekblad, der i skikkelse af superskurkens overvejende tavse mor udstråler en pæn bunke klam ondskab.