Rendition (2007)

Desværre højaktuelt tager "Rendition" en svingom med den moderne terror. Stjernespækket og uden nogen form for indskrænkelser fortælles en historie, der nok forekommer noget forudsigelig, men som også holder et højt niveau.

Skyr ingen midler

Da først det amerikanske efterretningsvæsen er kommet på sporet af deres formodede terrorist, skyr de ingen midler. Godt nok er det en araber, der står for den direkte tortur i mørkekammeret, mens Jake Gyllenhaals Douglas Freeman for det meste må se til fra sidelinjen.

En syndebuk

Men er denne El-Ibrahimi virkelig manden, de søger - eller har man bare fundet en syndebuk, så man kan få lukket sagen lidt hurtigt? I sidste ende er det Meryl Streeps statspersonlighed Corrine Whitman, der bestemmer, hvem og hvordan og hvornår, og så kan den højgravide fru El-Ibrahimi tude nok så meget i kulissen.

Smæk for skillingen

Flot produceret og med smæk for skillingen - rent spændingskurvemæssigt. "Rendition" lykkes bedst i formidlingen af det koldsvedte og dybest set meningsløse tortur-set up, som er en direkte effekt af terror avler terror (eller The War on Terror), men står også stærkt i den lækre indpakning.

Følelsespornografisk musik

Skuespillet har pondus, men rollerne er for glatte til at byde op til de dybe nuancer. Bedst er - ikke overraskende - Meryl Streep som den tilsyneladende samvittighedsløse Corrine Whitman. Filmen er underkastet enorme mængder underlægningsmusik, som bliver nærved følelsespornografisk kvælende med den "arabiske sørgesang" som gennemgående musikalsk voldtægt-