Skyscraper (2018)

Ikke uden skelen til John Guillermins genreklassiker The Towering Inferno (1974) drejes der her i bund på katastrofe- og actiongashåndtaget. Med granitmuskuløse Dwayne Johnson i hovedrollen er vi sikret en firskåren underholdningsværdi i sig selv, og Dwayne præsterer pænt i en rolle, han selv har udtrykt megen taknemlighed over.

Godt i vej

Som den tidligere militærmand, der engang havnede i en værre suppedas og mistede et halvt ben, er Will Sawyer glad for overhovedet at være kommet godt i vej. Med djærv kone og søde, velfungerende tvillinger har han ingen grund til at klage - men det får han snart.

Grumme bagmænd på banen

For grumme bagmænd har nemlig lagt en plan, der kommer til at involvere Sawyers kernefamilie. De er nemlig om bord i dét 225 etager høje Hong Kong-højhus, som banditter (under ledelse af danske Roland Møller) vil sætte ild til for at lokke husets mangemiliardær ud fra penthouselejligheden.

Ind i flammehavet

Nu må der handles, og mod alle odds lykkes det Sawyer at komme ind i flammehavet. Men kan han klare skærene, halt og med et meget faretruende fald under sine fødder? Det vil nok komme bag på de færreste actionfilms-statistikere, at det nok trækker i dén retning.

225 usandsynligheder stablet

De første 225 usandsynligheder er allerede på forhånd stablet ovenpå hinanden i manusforfatter/instruktør Rawson Marshall Thurbers storslåede katastrofe-univers. Men som det er kendetegnende ved denne genre, er det ikke overdrivelserne, der hæmmer forståelsen. De skal bare til, og præmissen købes langt hen ad vejen.

Smittende energi

Filmens energi er i hvert fald smittende - hysterisk på både lyd- og billedside eller ej - og bedst i sekvenserne med mange hundrede meter direkte ned til hård asfalt. Lidt latterligt er det, at Sawyers kone identificerer Roland Møllers accent som "vistnok skandinavisk", særligt fordi hans skurk går under navnet Kores Botha.