Witch Hunt (1994)

Uden Dennis Hopper i den bærende rolle havde denne tv-mystik-film nok været meget tæt på den ultimative smeltedød. Men stjerneskuespilleren tilfører "Witch Hunt" lige nøjagtig den mængde energi og udstråling, der giver filmoplevelsen "kunstigt åndedræt".

Obskur handling

Det er den hæderkronede manuskriptforfatter (og mindre fuldt udfoldede instruktør) Paul Schrader, der står ved roret i denne HBO-produktion, der kredser om en obskur handling i USA i 1950'erne. Her anvender mere eller mindre alle en eller anden form for magi i hverdagen - på nær privatdetektiven H. Phillip Lovecraft, der så til gengæld får svært ved at navigere i en mordsag.

Den godes kamp mod de onde

Snart bliver han (næsten) tilskuer til en offentlig hekseafbrænding - blandt flere andre obskure begivenheder, men måske kan han alligevel redde en eller flere i ellevte time. Som plakaten til filmen proklamerer: "It's a new kind of evil, as old as time" - der er altså lagt i kakkelovnen til den godes kamp mod de onde.

Tyndt skrevet

Meget saft kan der ikke vrides ud af den tyndt skrevne historie. Faktisk er den temmelig jammerlig og uden nævneværdig fantasi, og det er et stort problem i en film, der slår sig op på magi, fantasi og heksekraft. Det er mere plat og ufrivilligt komisk end reelt gys- og gruvækkende.

Hoppers karisma

Masser af tam musik fra ellers normalt duelige Angelo Badalamenti sørger for ekstra "pondus" til de skæve begivenheder. Små glimt af finurligheder opstår primært ud af Dennis Hoppers karisma i mødet med diverse biroller (her Er Eric Bogosian mest mindeværdig som den klamme senator, Larson Crockett).