Der Hauptmann (2017)

Vellykket krigsdramatik svøbt i lige nøjagtig dén mængde sort/hvid æstetisering, der skal til. "Der Hauptmann" vender vrangen ud på ondskab, etik og (mangel på) medmenneskelighed i sit portræt af den nær-døde soldat Willi Herolds transformation til nazi-kaptajn.

Lynhurtigt iskold og kalkulerende

Da Herold finder en forladt bil med tilhørende kaptajnsuniform. påtager han sig lynhurtigt rollen som overordnet med magt og kommando. Det tager ikke mange øjeblikke, så er han både ond og kalkulerende: Hvis han skal overleve krigens sidste uger, er han nødt til at gå all in i rollen - og dét kommer til at give rystelser.

Flødesovs-lækker fotografering

I Florian Ballhaus' flødesovs-lækre fotografering har "Der Hauptmann" de perfekte betingelser for udfoldelse i troværdigt udseende (nazi-)historisk kulisse. Det fungerer upåklageligt og tilfører filmoplevelsen en velovervejet vingesus-dimension, der troværdiggør både historien og dens iboende ondskab.

Sprudlende hovedrollepræstation

Unge Max Hubachers hovedrolleportræt er desuden sprudlende. Kunsten er at dosere den nyopdagede sadist over for den sårbare soldat på flugt og i forklædning, og her får Hubacher hjælp fra instruktørens eget manuskript. Talrige let komisk idérige (og nødvendige) usandsynligheder sørger nemlig for, at "kaptajnen" beholder skindet på næsen.

Præmissen købes

Som tilskuer køber man i hvert fald præmissen, og det er meget vigtigt i en film, der væver forskellige metalag ind i hinanden. Ondskabens rolle er udtalt, i det Herold (føler at han) er tvunget til at agere 100 % kaptajn for at overleve, og de mange stunts for at klare den er gengivet uden at lægge fingre imellem.

Elegant virkelighedsnært

Hermed fremstår filmen som et meget elegant virkelighedsnært vidnesbyrd på den totale fornedrelse og magtvold - særligt i de fascinerende og uhyggelige scener fra dén lejr, hvor Herold træder ind og tager styringen med det samme.

Begavet fritaget for musik

"Der Hauptmann" er begavet fritaget for underlægningsmusik i stort set samtlige minutter. Undtagelsen er få og udvalgte scener, hvor en særpræget og ildevarslende elektronisk musik af Martin Todsharow stikker hovedet kortvarigt frem.

Forsagt og krigstraumatiseret

I mindre roller er der særligt gods i Milan Peschels portræt af Herolds "højre hånd", den forsagte og krigstraumatiserede Freytag, der bliver tvunget ud i umenneskelige aktioner - og Frederick Laus soldat Kipinski, for hvem alt kammer over i ukontrolleret ondskab, da først han får fri udfoldelse.