The Man Who Shot Liberty Valance (1962)

Klassisk John Ford-western uden svinkeærinder: "The Man Who Shot Liberty Valance" er gennemæstetiseret kram med overbevisende skuespil, men nerve og hjertebanken er i denne, Fords sidste store film, erstattet af det brovtende og folkekomiske. De store følelser udebliver.

Mere end klichéer?
Skal en western rumme mere end klichéer? Og er følelser og hjertebanken ikke lovlig meget at forlange af genren? Ikke når bagmanden hedder John Ford – om nogen den klassiske westerns mester.

Western-svanesang
Mange betragter Fords western-svanesang som drømmende og mediterende og lægger vægt på modenheden i epokeafrundingen. Reelt set besidder filmen alle disse stemninger og kvaliteter, men kun i de i handlingen meget få nutidsscener.

Smuk melankoli
Her bliver man netop berørt af den både visuelle og følelsesmæssige prægnans med statuariske landskabsbilleder og smuk melankoli i Fords atmosfærebevidste stil.

Et groft overfald
Juristen Ransom Stoddard bliver groft overfaldet af dilligencerøvere og bliver besat af en juridisk hævn over superskurken Liberty Valance. Men i den lille flække, hvor han får sin nye hverdag, har man ikke meget til overs for Stoddards ideer om retfærdighed – og desuden er man skræmt fra vid og sans: Liberty Valance er ikke til at spøge med.

Skrappe midler
Det skal da også vise sig, at der skal anderledes skrappe midler til at stoppe den samvittighedsløse kriminelle – men det har filmens titel jo også allerede afsløret.

Retskaffen
James Stewart er filmens mest charmerende bekendtskab. Han udfylder den retskafne hovedrolle med troværdigt glimt i øjet: Her kan man faktisk tale om en form for hjertebanken.

I bedste fald stereotyp
John Wayne er i bedste fald trist stereotyp som den lokale gunslinger, der tørt og nedladende fortæller Stoddard, hvordan livet i Det Vilde Vesten skal gribes an: Ud af mundingen på skydevåben.

Udpræget studiefilm
"The Man Who Shot Liberty Valance" er en udpræget studiefilm. Langt de meste af handlingen udspiller sig indendørs i lilleputbyen, og man savner i høj grad John Fords ikoniske landskabsperspektiveringer, med undtagelse af den fine lille åbningsscene.

Ikke i balance
Filmen er også præget af ikke helt at mestre balancen mellem alvor og humor, og handlingen og dens personer ligger hele tiden på vippen mellem sjov og hævntørst, personificeret først og fremmest i "skøre biroller med personlighed".

Langt tilbageblik
At det episk opslåede drama fortælles i ét langt tilbageblik er heller ikke umiddelbart intensiverende – det havde det muligvis været, hvis følelser og hjertebanken havde været med fra start.