Club sándwich (2013)

Forbilledligt filterløst: Fernando Eimbckes kammerspil om et mor/søn-forhold sat på spidsen emmer af bittersød hverdagsdramatik.

Ferie i slowmotion
Mor og søn er på sommerferie på et hotel og har mere eller mindre det hele for sig selv. Det er uden for sæsonen, og der er ikke meget at tage sig til andet end at sole sig ved poolen.

Seksualiteten blomstrer
Da den 15-årige Héctor møder den jævnaldrende Jazmin, blomstrer nysgerrigheden og seksualiteten – til stor fortrydelse for Héctors mor, der nok gerne så, at hendes dreng ikke blev så hurtigt voksen.

Detaljerigdom
"Club sándwich" er på papiret genremæssigt i komediefamilien, men den dramatiske åre er alligevel mere fremtrædende: Ikke at filmen er meget alvorlig, men de mange genialt indfangne detaljer drejer den hele tiden i retning af det mere dybsindige.

Helt uden højglans
Det er en lille historie i et meget enkelt setup: Langt det meste af handlingen udspiller sig på og omkring hotellet, og der dvæles ved de enkelte scener i ofte stationære framings helt uden højglans.

En løsrivelse
Særligt det varme forhold mellem mor og søn er meget flot ramt. En alenemor, der stadig holder fast i billedet af sin dreng som uskyldig – men som bliver nødt til at erkende, at han er ved at løsrive sig.

Hudløst ærligt
Her vil filmens hudløse ærlighed og ekstreme omhyggelighed ikke falde i alles smag. "Club sándwich" fortæller sin historie helt nede på jorden og uden omsvøb, dvs. helt uden underlægningsmusik eller ret mange andre dramatiserende virkemidler.

Afvæbnende humor
Den afvæbnende humor er hele tiden til stede og fokuserer på det ofte pinlige i intimsfæren, ikke mindst i Héctors spirende seksualitet: Dette er fortalt meget usexet og snarere en smule frastødende, hvilket former en brillant bittersødme – filmens generelle varemærke.