The Book Thief (2013)

Selveste Vorherre er en slags fortæller i denne bestseller-filmatisering. Men hvor Gud og hvermand fungerer med magi og drivkraft i romanen, er filmen fra start en hård sentimental nyser.

Kærlighedsløs plejemor
Pigen Liesel gives bort af sin mor til et barnløst tysk par og må lære at indordne sig under sin kærlighedsløse plejemor. Heldigvis er plejefar anderledes sød og varmhjertet, og det hjælper også på humøret, at Liesel bonder rigtig godt med dén jøde, de vælger at skjule i husets kælder. Liesel lærer også at læse og skrive – en åbenbaring midt i en svær krigstid, og i det hele taget i en barndom op ad bakke.

Konstrueret
En af de første ting, der er med til at styre filmen i grøften, er den latterliggørende, tyskaccentuerede engelske tale: Ikke én eneste blandt filmens skuespillere har en jordisk chance for at opbygge en troværdig karisma, når diktionen er så tåbeligt konstrueret.

Ingen genlyd
Det er centralt for en film med fokus på det nære drama, at hjertebankenen giver genlyd, og mimikken brænder igennem. Begge dele falder her snarere til jorden.

Uden indlevelse
Som tilskuer opbygges hermed hurtigt en irratibilitet, og den systematisk sentimentale fortællestil gør det svært at leve sig ind i handlingen.

Overfladisk og klinisk
Genskabelsen af det nazistiske Tyskland er ikke troværdig. Masser af hagekorsflag i gaderne og lidt tilfældige, store nazi-begivenheder som Krystalnatten og lidt bogafbrændinger: Det er alt for overfladisk og klinisk.

Forudindtaget sentimentalitet
Oscar-nomineret for John Williams' kønsløse og dominerende underlægningsmusik: Den gamle Hollywood-komponist kan endnu – vel at mærke sætte violiner sammen, så det driver ned ad biograflærredet med forudindtaget sentimentalitet.