Féher isten (2014)

Med sit fascinerende udgangspunkt i en historie, der bør kunne forføre lidt ud over det sædvanlige, er det svært skuffende at bevidne denne ungarske publikumsdarling og prisvinder i Cannes.

Tykt lag hundehår
"Féher isten" er nemlig – når det tykke lag hundehår er pustet af kameralinsen – ikke meget andet end en formssag: En rodet og temmelig overstyret højdramatik tilført uklædelig mystik à la Paul Thomas Andersons Magnolia (1999).

Dyremishandling
Pigen Lili skal bo hos sin far i tre måneder, mens mor er bortrejst. Men far sender onde blikke til Lilis hund Hagen, og snart ender den på gaden, overladt til en ond dyremishandler, der straks begynder at hærde, sparke og piske: Hagen skal læres op til at gå efter struben for penge – på andre hunde.

Pubertært opgør
Lili forsøger desperat at finde Hagen, men der er ikke bid. Så hun må i stedet forsøge at finde sig selv og sin far i et sprødt lille pubertært opgør med indlagt førstegangs-fuldesyge-diskoteksbesøg.

Mystificeret
Hér har vi fat i en af filmens klare svagheder – at den ikke evner at holde fokus, men i stedet både vil være pige-på-vej-til-kvinde-drama og rødsprængt mystificeret hundegalskabsthriller slash gyser.

Form over indhold
Det står også klart fra filmens første og i øvrigt interessevækkende scene, at hér har vi at gøre med en instruktør, der dyrker formen en pæn del over indholdet: Musik er her masser af, og den tager blot til, efterhånden som mystikken går fra svag brise til stiv kuling. Og da hundene bider fra sig, skrides der ofte til slowmotion, det "gode" gamle billige kneb til at trække enhver virkelighed ud af handlingen.

Credo
Skuespillet er kun lige nøjagtig på det jævne. Store dele af diktionen er stiv og umotiveret. Så spiller det bedre mellem hundene, der udgør det friske pust og de søde indspark helt frem til det truttende credo af en slutning.