Interstellar (2014)

Publikums- og prisvinderdarlingen Christopher Nolan barsler her med det episke rumdrama "Interstellar", inspireret af Stanley Kubrick, men i formen en ganske anden filmoplevelse.

Ekstremt fugleperspektiv
Som man nok havde kunnet forudsige, er Nolans bud på livet set i det ekstreme fugleperspektiv alt andet end underspillet og tilbageholdende.

Et udstyrsstykke
Filmen er et udstyrsstykke, en fed kage med ekstra creme, og det bliver bare mere og mere ekstremt, før det hele eksploderer i en dybt sminket og frastødende parfumeret moral-ekstremitet for fuldt orkester.

Lys forude
Jorden er ikke længere noget rart sted at være, og menneskeheden er nødt til at finde nye græsgange. Nu er der lys forude, det viser sig nemlig, at der kan være beboeligt i en fjern galakse, som man nu (via et ormehul i rummet) kan rejse til på blot en mindre årrække.

På vej ud i det ydre
Familiefaren Cooper bliver førstepilot på rumfartøjet på vej ud i det ydre. Børnene må klare sig selv, mor er død, og ingen ved, hvornår Cooper og hans hold af dygtige astronauter vender hjem igen.

Kunne have stået stærkt
Man kan kun forestille sig, hvor stærkt filmen kunne have stået, hvis de markante og flotte rumscener havde fået lov at arbejde med det oplagte psykologiske materiale.

Klæbrigt etisk
Hvis der havde været fokuseret på netop vægtløsheden, tyngdekraften, cirkulationen, evigheden, mørket og det uforklarlige uden lag på lag på lag af musik og klæbrigt etiske perspektiveringer.

Forført med sminke
Men det er Nolans (rum)mission at forføre med sminke, og det indre drama går tabt bag ansigtsløftningen: Meget få øjeblikke går "ubemærket" hen i stilhed og på universets egne præmisser. Filmen står stærkest i den lange optakt, hvor familiedramaet er både reelt og troværdigt. Her er Hans Zimmers musik også endnu på et tåleligt niveau.

Ulmer under overfladen
Men da den mystiske rumdramatik spidser til, går hele herligheden op i den tynde luft uden at sætte det oplagte flerdimensionelle aftryk. Epikken og det uafrystelige ulmer lige under overfladen, men overfladen kvæler hér filmoplevelsen totalt: "Interstellar" ryster den ene stjerne af sig efter den anden.