Ladyhawke (1985)

Magisk flot fotograferet af Vittorio Storaro, men ungdoms-eventyrfilmen "Ladyhawke" drukner bogstavelig talt sig selv i malplaceret komik og en helt utålelig underlægningsmusik.

Potentielt forfriskende
Middelalder-setup’et er ellers potentielt forfriskende og kunne have sat dagsordenen i en mere begavet iscenesættelse. Den unge Gaston er med nød og næppe undsluppet sin hængning. Han er lommetyv, svært agil og snarrådig. Snart er han på flugt og render ind i den hemmelighedsfulde Navarre, der har et helt særligt forhold til en høg.

En umulig forelskelse
En umulig forelskelse opstår, da Gaston møder Isabeua: Det hele ender i en forbandelse, hvor han bliver ulv om natten, og hun en høg om dagen!

Forbandelsen må brydes
Hvis ikke de bryder forbandelsen, vil de aldrig kunne danne par i menneskeskikkelse – og da de jo frygtelig gerne vil netop det, så må de i arbejdstøjet.

Komik og musik dominerer
"Ladyhawke" fungerer hverken som ungdoms- eller eventyrfilm. Der er ganske enkelt ikke brændstof nok på tanken, og troværdigheden knækker meget hurtigt i takt med, at komik og musik bliver dominerende.

Malplaceret Broderick
Så er det slet ikke nok, at fotograferingen er en nydelse. Matthew Broderick er underligt malplaceret som Gaston, der ofte taler højt med sig selv og Vorherre i påtagede kluklatterfrembringende sentenser.

En snert af ægthed
Så er der lidt mere saft i Rutger Hauers rolle, ligesom Michelle Pfeiffer i de bedste scener udstråler en snert af ægthed i sin dyrisk feminine kombi.

I særklasse en dræber
Andrew Powells filmmusik er i særklasse en dræber: Helt fra første færd sætter den sig på hele filmen og er både svulstig, grim og helt ude af trit med handlingen i øvrigt.

Tabt på gulvet
Det er generelt en ærgerlig konstatering, at "Ladyhawke" taber alt på gulvet tidligt i filmen i stedet for at bygge klogt på historien med det grundlæggende eventyrlige potentiale.