The Karate Kid, Part II (1986)

Sammenhængende film:
The Karate Kid (1984)
The Karate Kid, Part II (1986)
The Karate Kid, Part III (1989)

The Next Karate Kid (1994)

To år efter succesungdoms-karatefilmen over dem alle kriblede det så meget i fingrene hos producer Jerry Weintraub, at en 2’er bare måtte fabrikeres.

Pussenusset
Og det er da også en temmelig hæderlig lille pussenusset historie, der indrammer opfølger-begivenhederne for karatevidunderbarnet Daniel og hans læremester Miyagi. Da Miyagis gamle far ligger for døden i Okinawa, er flybilletten allerede købt. Men at Daniel skal med på rejsen er ikke bestemt fra start.

Et uventet opgør
Nu får teenageknægten (spillet af nu 25-årige Macchio!) alle tiders chance for at opleve karatekulturens oprindelse på tæt hold. Men et uventet opgør for både elev og læremester lægger en dæmper på rejsen.

Ungdomstemaet skåret fra
Ikke ligefrem sprudlende originalt og sine steder tæt på det tåbelige, men "The Karate Kid Part II" besidder stadig en flig af den oprindelige films charme, selvom det egentlige ungdomstema med hverdagsproblemer er skåret helt fra.

Musik/musak
Stadig stærkt præget af 80’er-setup’et, hvor bl.a. Bill Contis musik/musak samt sødladne popsange følger begivenhederne tæt – nu under fremmede himmelstrøg (Okinawa-scenerne er indspillet på Hawaii).

Kærligheden får vinger
Kærligheden får endnu engang vinger: Daniel har en ungpige i hver en havn, denne gang falder han pladask for den lokale skønhed og vil have hende med hjem til USA.

Kitsch og corn
Slutsekvensen er et studie i kitsch, men også samtidig sammenbindende og hjertelig. Fell good-stemningen er hjemme, og det er virkelig en af filmens styrker, hvor corny det end måtte være. Den Oscar-nominerede titelsang er en betagende ørehænger.