The Invisible Woman (2013)

Med "The Invisible Woman" har Ralph Fiennes både instruktørkasketten og det tidstypiske kostume på. Filmen er en dygtig historietime, eller nærmere to, men noget rigtigt interessant billede af Charles Dickens udgør filmen ikke.

På højden af sin karriere
Dickens er på højden af sin forfatterkarriere, og han overfaldes af særligt kvindelige fans, hvor han går og står. Men på hjemmefronten går det knap så strålende.

En kompliceret affære
Da Dickens møder den unge og henrivende Nelly, bliver det starten på en lang og kompliceret affære, der ender i en skilsmisse, men ikke nødvendigvis rosenrød lykke. Nelly var Dickens’ "usynlige" elskerinde, i hvert fald var han ikke hurtigt ude med at proklamere sin nye kærlighed.

Net og elegant
Fiennes’ film er net og elegant, særligt hvad angår det flot ramte tidsbillede. Men under huden kommer vi ikke, hertil er stilen for klynget op på netop at skabe en så perfekt kulisse som muligt, hvormed en del af nerven går tabt.

Kostumefilm med stort k
En kostumefilm med stort k – og helt sikkert et vellykket genresvendestykke, rent teknisk. Ønsket om at lære forfatteren Charles Dickens bare lidt bedre at kende bliver imidlertid kun i ringe grad opfyldt.

Ikke meget musik
En af styrkerne ved filmen er den diminutive brug af underlægningsmusik (filmens åbningsscene er i særklasse appetitlig). Men når Ilan Eshkeris minimalistiske strygerkvartetmusik sætter ind, er det alligevel tungt ødelæggende for den ellers så omhyggeligt opbyggede ægthed.

Tørt spil
Skuespillet er lidt tørt og hvad man kan forvente, ikke meget mere. Filmens bedste præstation står Joanna Scanlan for i rollen som Dickens’ korsstingsyende kone, der bliver gået på en meget lidt pæn måde.