Mig og dig (1969)

Astrid Henning-Jensens dansk-svensk-producerede kærlighedskomedie, "Mig og dig", er virkelig ikke værd at løbe langt efter. Filmen glider af på overfladen, og særligt Lone Hertz’ hovedrollespil er fatalt manieret.

Tre-, fire- eller femkant
Handlingen udspiller sig i nærmest pendulveksling mellem København og Stockholm, og det hele drejer sig om mindst et trekantsdrama, men i realiteten nok mere en fir- eller femkant. For der er mange bejlere, på kryds og på tværs, og lige i smørhullet mellem stort set dem alle sammen befinder Lone Hertz’ Maj sig.

En kønsrollediskussion
Kærlighedshistorien drejer og drejer sig således om den unge Majs forhold til to mænd, juristen, som hun tidligere har været gift med, og en romantisk svensk skuespiller. Men samtidigt også en kønsrollediskussion: Er mandens arbejde og fremtid vigtigere end kvindens?

Mere end tidstypisk
Sidstnævnte debatoplæg var i 1969 mere end tidstypisk. Det var galionsfiguren på samtiden, men Astrid Henning-Jensen lykkes langt fra i sit oplæg, og mand/kvinde-gnideriet ender i den rene farce, mere end noget andet.

Tyndt skrevet
Mest ud af det tyndt skrevne får Sven-Bertil Taube i rollen som Majs svenske bejler. Hertz er som nævnt alt for manieret og hermed helt igennem utroværdig som lillepige-charmetrold sat op til narrestreger med kønsrolletema. Axel Strøbye er passabel som den velklædte jurist, hvis kone (Vigga Bro) er hysterisk.

Savner gennemslagskraft
Det får vi et eksempel på, da hun serverer en meget sej steg til middag for tre og til sidst i affekt smider stegen på gulvet og løber hulkende til køkkens. Igen dog en scene uden større gennemslagskraft eller troværdighed.

Roser og tidsler i pressen
Der var stort set lige dele roser og tidsler til filmen ved premieren i 1969, både i Danmark og Sverige. Blandt de positive skudsmål lød det bl.a.: "Charmeskuespillere i menneskelig kærlighedskomedie", "Fine enkeltheder og glimrende svensk præstation", "En henrivende lille komedie, sød og varm, en forårsbebuder, man bliver glad for", "Frisk og poetisk" og, ligefrem: "En stor dansk film."

Rekorder i krukket selvglæde
De mere negative anmeldelser lød bl.a.: "Fortæller vagt, udflydende og fragmentarisk", "En malstrøm af hårrejsende litterære og tungt ’betydningsfulde’ replikker, et hovedrollepar der slår rekorder i krukket selvglæde, det er svært at sige, hvad der giver flest myrekryb i denne produktion", "En intetsigende film" og "Tabt på gulvet med et brag."

Den svenske modtagelse
Dagens Nyheter skrev: "Misslyckat komediförsök. Påminner om en dålig ishockeymatch. Det är felpassningar, mest mellan mej och dej tills man undrar varför filmen alls är gjord och om regissören visste vad hon gjorde."

Konstrueret forsøg
Så forståeligt nok var det ikke en endeløs strøm af rosenblade, der kastedes ud over Astrid Henning-Jensens alt for konstruerede forsøg på at gå fransk nybølgestil i bedene. Der er masser af let til jævnt anmassende musik af Georg Riedel, som vel er tænkt som en stor effekt, men som ender som det rene pladder-tapet.