Solkongen (2005)

Det var ikke alene 6 stjerner i B.T. under overskriften: "Solkongen stråler!", der sikrede dette skæve komediedrama succes i biografen. "Solkongen" ramte noget tidstypisk i sin nørdede humor, og publikum elskede Nikolaj Lie Kaas og Birthe Neumann som det umage (kæreste)par.

Tørt underspillet humor
Manuskriptforfatterne Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen, sidstnævnte også filmens instruktør, deler tydeligvis samme tørt underspillede, sorte pokerfjæs-humor. Det er i hvert fald denne form for humor, der er grundstenen i "Solkongen", og filmens tone bliver af samme årsag aldrig decideret stand-up-"humoristisk." Heldigvis.

Aparte og pinligt
Alligevel er succeskomedien helt igennem slået op på virkningsfulde replikker, aparte og pinlige situationer og endnu mere aparte personer. Som de udveksles og opleves i provinsen for foden af broen mellem Svendborg og Taasinge.

Kikset, ordblind og bøvet
Lie Kaas’ arbejdsløse Tommy er ualmindelig genert, kikset, ordblind, bøvet og aparte. Ikke engang hans forældre tror på ham (hvilket vi tidligt får slået fast i en af filmens mest velbalanceret humoristiske scener).

Understimuleret millionær
Da Tommy en dag render ind i den betydeligt ældre solcenter-millionær, Birthe Neumanns Susse, ved han slet ikke, hvad der venter ham. Susse er understimuleret og alkoholiseret, Tommy er bare kikset. Susse ansætter Tommy som teknisk chef i sin solcenterkæde, og hvad der starter som en klam fidus til at tjene hurtige penge, ændrer sig snart til kampen for den store kærlighed.

Alt for karikeret
"Solkongen" har scener af vellykket formidlet bittersødme og er sjovest, når den ikke forfalder til ren farce. Jens Okking leverer filmens bedste præstation i den lille birolle som Tommys usunde og mavesure far, mens Thomas Bo Larsens brovtende, temperamentsfulde og beskidt-talende Flemming Kok er et godt eksempel på det overformidlede i drengene Jensens manuskript.

En kende plat
Det bliver ganske enkelt for karikeret og for plat, og det er en slipstrøm, som mange af filmens scener efterlader sig – både som følge af spil, men også af situations- og miljøkarakteristikker.

Robert- og Bodilnomineret
Birthe Neumann blev både Bodil- og Robertnomineret for sit portræt af den følelsesmæssigt depraverede millionøse, der midt mellem sine mange løstsiddende tusindlapper er tyet til flasken. Der er øjeblikke af fin indlevelse, men Neumanns bedste præstation er det langt fra.

Ultranørdet og debil
Lie Kaas lykkes udmærket i formidlingen af ultranørdet og debil provinsknold – hvilket et herligt kostumegalleri hjælper fint med til – men også han forsvinder i det skemalagt humoristiske, og Tommy-karakteren glider af på overfladen.

Letløbende morskab
"Solkongen" lever højt på sin letløbende morskab, der, når den er tilpas olieret, kan få de fleste til at smile. Men heller ikke meget mere end det, og filmen er hurtigt glemt.

Musikken sætter dagsordenen
Jeppe Kaas’ musik er strøet over store dele af handlingen med meget rund hånd. Der skal ikke være den mindste smule tvivl om filmens lette ånd, og de genretypiske toner kommer faktisk til at sætte dagsordenen. Som modvægt til de seks stjerner i B.T. kan nævnes et par mere negative anmelder-overskrifter: "Fjollet solskinshistorie" og "Letkøbt farce uden varme."