Edge of Darkness (2010)

Denne på papiret temmelig kødløse actionthriller overrasker med sin skræmmende skarphed og fornuftigt afdæmpede tilgang: Temaet er velkendt, klichéerne veltrænede, figurerne mere end genkendelige.

Vil noget andet og mere

"Edge of Darkness" har med sit plot næsten på forhånd lagt sig selv til hvile blandt alle andre ligegyldige actionfilm. Men så alligevel ikke. Der er noget, der stritter imod. Som vil noget andet og mere.

Datter dræbt ved hoveddøren

Mel Gibsons Boston-politbetjent Thomas Craven har netop fået besøg af sin datter, da hun bliver skudt og dræbt foran hans hoveddør. Medierne er hurtige til at melde ud, at morderne må have ramt ved siden af og i virkeligheden ville myrde betjenten.

Der stikker noget under...

Men Craven fornemmer, at der må stikke noget andet under. Han sætter sig derfor for at kulegrave datterens arbejdsplads, en art atomkraftværk – for meget lugter langt væk af, at firmaet har forgiftet datteren i et forsøg på at lukke munden på hende.

Ind til kernen
Mel Gibson spiller således enmandspatruljen, der går i kødet på atomkraftværkets topledelse, i forsøget på at komme ind til kernen – i sagen. Men det er ikke hverken spil eller plot, der er prangende. Ganske vist ligger der i den uhyggelige nuklearhistorie nogle åbenlyst skræmmende kvaliteter, der kommer ret effektivt til udtryk undervejs i filmen.

Rolig og målrettet
Det, filmen vinder mest på, er derimod den rolige og målrettede fortællestil. Vi er vidner til en actionfilm, der giver sig selv lov til at formidle de bagvedliggende dramaer, ofte i helt naturlige og musikløse scener.

Velplacerede chokeffekter

Hermed bliver en lille håndfuld velplacerede chokeffekter så meget desto mere overraskende, og det personlige drama langt mere troværdigt. Stærk udstråling i den visuelt rolige elegance filmen igennem bidrager yderligere til at hæve denne actionfilm en god tand over middel.