Il conformista (1970)

Udråbt som Bernardo Bertoluccis absolutte mesterværk, men man skal ikke heraf lade sig lede ind i fristelse af "Il conformista". For selvom der er velkomponerede scener nok til at tilfredsstille selv den mest sultne cineast, er filmen langtfra meget andet end netop et formstudie.

Leger med formen

Bertolucci leger med formen, med farverne, med lyset og skyggerne, så det er en umiddelbar fryd for øjet. Mådehold kender han imidlertid ikke til, og den meget udtalte kompositionslyst bliver ganske enkelt for meget af det gode, og relativt tidligt i filmen.

Evindelige spring

Det er dog ikke det mindst tryllebindende ved filmoplevelsen. Allermest tyngende er de evindelige spring i tid, sted, rum og mystiske metalag - alt sammen noget, der er udtænkt til at sætte vores hovedperson i et forklarende - og psykoanalyserende - perspektiv.

Fortænkt og konstrueret

Men det er fortænkt, avlet og konstrueret snarere end præget af dybsindig og skarp elegance. Resultatet er en outreret dramaturgi, der væver rundt i sit eget spind af exhibitionistisme, både teknisk og narrativt.

Et nyt og statsstyret liv

Jean-Louis Trintignant spiller filmens hovedrolle og omdrejningspunkt, Marcello Clerici, der overbevises af Mussolinis styre og bliver del af det hemmelige politi. Som led i sit nye og statsstyrede liv får han en ny kone, som han kan tage på bryllupsrejse med.

Kommer i tvivl

Men på selvsamme bryllupsrejse har Clerici fået til opgave at snigmyrde en universitetslærer, der er leder af den antifascistiske bevægelse. Clerici begynder nu at tvivle på sin mission, i takt med at gamle og traumatiske barndomsminder dukker op til overfladen.

Psykoanalytisk slagside

Det er her, der begynder at gå psykoanalyse i filmen - og i en grad, så den i forvejen springende og mystificerende stil bliver decideret kvælende. Det skal nemlig vise sig, tyder det på, at Clerici som halvstor dreng har haft en homoseksuel oplevelse med en voksen mand, et kys, der angiveligt endte meget dramatisk.

Udflydende musik

Georges Delerues musik vil rigtig gerne læne sig op ad Morricone-stilen, men bliver hurtigt udflydende (efter et passabelt indledningstema). Filmen Oscar-nomineredes for Bertoluccis manuskript (baseret på romanforlæg af Alberto Moravio).

Meget ringe lydbillede

Lyden er meget ringe filmen igennem, og det kan undre, at dette ikke er blevet kommenteret yderligere. Al dialog er primitivt eftersynkroniseret, så ingen mundbevægelser passer, og talrige lydeffekter har en akustisk klang, der slet ikke matcher de forskellige locations.