Silver Linings Playbook (2012)

    En ung mand, netop ude af et psykiatrisk hospital, finder ad bumpede veje igen meningen med livet blandt familie, venner og potentielt ny kæreste.


    FARVERIG ROMANTIK

    Voldsomt kritiker- og publikumselsket romantisk komedie, der vender vrangen ud på mange klichéer og former en fascinerende, farverig filmoplevelse.

    Friske pust af skævhed
    Langt hen ad vejen holdes forudsigelighedens sluser beundringsværdigt lukkede, og de friske pust af skævhed og skørhed holder virkelig dampen oppe.
     

    Uforudsigeligt temperament

    Pat har været indlagt fire år på et psykiatrisk hospital og kommer nu ud for at bo hos sine gamle forældre. Hans uforudsigelige temperament og determination udi at skaffe sin ekskone tilbage bliver en større udfordring for alle parter.

    En befriende kærlighed?
    Men så møder Pat den unge enke Tiffany, der om muligt er endnu mere kaotisk og fandenivoldsk end Pat, og gennem et sært partnerskab former der sig måske en befriende kærlighed? Filmen er langt mere alvor end komedie, langt mere alvor end overflade og rummer et stærkt potentiale, der udnyttes pænt.

    Stærk intensitet
    I hvert fald i filmens første intense del. Herefter vander det hele desværre ud og kammer over i et nærved folkekomisk orgie af krukket dans, gambling og kollektiv "lykkepsykose" - heraf de fire stjerner for totaloplevelsen.

    Eminent skuespil
    Skuespillet er ganske enkelt eminent. Både de bærende hovedroller; Bradley Cooper og Jennifer Lawrence - og de ikke mindre væsentlige biroller; Robert De Niro og Jacki Weaver - lyner af følt intensitet i filmens lange og velafbalancerede stemningsbeskrivelser, der varer velsagtens halvanden time.

    Kækt musikunderlagt
    Kækt musikunderlagt (med ikke færre end 28 pop/rock/folk-sange!) udvikles en tiltagende støjende ’adfærd’ på det bagvedliggende lydtæppe. Ikke klædeligt.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Romantik, 122 min.

    Dansk titel: Silver Linings Playbook
    Instr: David O. Russell Prod: Bruce Cohen, Donna Gigliotti, Jonathan Gordon Manus: David O. Russell Baseret på: roman af Matthew Quick Foto: Masanobu Takayanagi Klip: Jay Cassidy, Crispin Struthers Mus: Danny Elfman
    Priser
    • AA - Bedste skuespillerinde (Lawrence)
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Cooper)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (De Niro)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Weaver)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste klipning
    • GG - Bedste skuespillerinde (Lawrence)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Cooper)
    • GG-N - Bedste manuskript