The Monuments Men (2014)

George Clooneys femte film som instruktør går i kødet på de kunstskatte, som nazisterne grådigt samlede under krigen og ikke frivilligt afleverede tilbage til rette ejermænd.

Kunsten skal reddes
En gruppe amerikanske kunsteksperter trækker således i soldateruniformerne på mission i Europa i de døende måneder af krigen: Så mange som muligt af de stjålne skatte skal reddes, før det er for sent.

Savner fokus
Stjernespækket og (kunst)historisk interessant kan det ærgre lidt, at tilgangen hos Clooney og co. savner både historisk vingesus og narrativ fokus.

For mange strenge
"The Monuments Men" spiller nemlig på for mange strenge – her er både krigens gru, nazismens arrogance, amerikanernes patriotisme og kunsthistoriens stringens; alt sammen pakket i en temmelig fjoget distance, hvor kammeratskabet mere end noget andet udgør den flossede røde tråd.

Pjattet jargon
Der er ikke kød nok på de enkelte figurer til, at den pjattede jargon og tilsvarende tilstræbt afvæbnende komediemusik afføder andet end stærk undren.

Potentielt sprængfarlig
Men det er tydeligvis dagsordenen, at filmens potentielt sprængfarlige plot, hvor man ser masser af både spændende og hårrejsende udviklingsmuligheder for sig, skal være "suppe-steg-og is" snarere end symfoni.

Fritvsævende stemning
Trods den ærgerligt fritsvævende stemning indeholder Clooneys film en række vellykkede historiske scener, hvor krigen og kunstens åndedræt sættes i perspektiv. Det er således i glimt en lærerig rejse krydret med pletvis mindeværdige stereotyper. De kendte stjerner spiller alle pænt – uden overhovedet at levere noget ud over det sædvanlige.