Lucky (2017)

Alderdommens små hverdagsudfordringer sættes her fænomenalt på spidsen - først og fremmest på grund af 90-årige Harry Dean Stantons pragtpræstation (hans sidste filmrolle). Og måske er udfordringerne ikke så små endda - det er jo selve livet og den forestående død, der er oppe at vende i hovedrollefiguren Luckys hjernebaner.

Faste rutiner

Lucky har levet i en tryghed af rutiner dag ud og dag ind i mange år. Han bliver derfor rystet i sin grundvold efter et fald og opdager, at han ikke er udødelig. Lægen siger dog stadig god for ham - og kan ikke forklare, hvorfor Luckys lunger ser så raske ud efter et liv med rygning. Men at han er gammel - det er et faktum, som Lucky nu er nødt til at acceptere.

Rendyrket rolig

I den rendyrket rolige formidling evner "Lucky" at holde sig på alderdommens måtte - altså, i perspektivet oplevet af Lucky selv. Instruktør John Carroll Lynch falder ikke for fristelser i retning af det frisk-kække, og det vinder filmoplevelsen betragteligt på.

På bølgelængde

Vi kommer således på bølgelængde med Lucky - og med Harry Dean Stanton i dennes sidste og meget rørende og personlige kraftpræstation. Et af de få forstyrrende elementer er den lidt for anmassende brug af underlægningsmusik (inklusiv et par malplacerede popsange.)

Herlig genforening

Selveste David Lynch spiller en ret central birolle som Luckys ven Howard - og gør en pæn figur, men i en ret uinteressant skrevet rolle. Så er det meget sjovere at se Stanton genforenet med en fint balanceret Tom Skerritt (de to spillede sammen i Alien (1979). Ed Begley Jr. gør en herlig figur som Luckys brambri læge.