The Book of Henry (2017)
En alenemor følger nøje sin søns noter og lydoptagelser. Han er nemlig overbevist om, at nabopigens stedfar er børnemishandler.
EMOTIONEL PLØRE
Masser af velment melodramatik tabt helt og holdent på gulvet. Efter med pomp og pragt at have genoplivet øglerne i stor-blockbusteren Jurassic World (2015) vendte instruktøren Colin Trevorrow sig hér mod denne smalle og potentielt nuttede film.
Velbegavet 12-årig
Handlingen kredser om moren Susan, der er alene med drengene Henry og Peter. Henry er ældst - snart 12, og han er meget velbegavet. Han ordner endda sin mors regnskaber og er i det hele taget lidt af et lys. Derfor kommer det også som et ekstraordinært stort chok, da han pludselig får stillet en skrækkelig diagnose.
En velgennemtænkt plan
Henry er samtidig meget optaget af, at nabopigens stedfar efter alt at dømme mishandler pigen. Men der er ingen beviser, og da stedfaren selv er højtstående i politiet, er der åbenbart ingen, der vil røre ved ham. Men Henry har udtænkt en plan, som han vil sætte sin mor til at udføre - som altid med fuldt styr på detaljerne.
Det er ikke kønt
Hold nu op, der er mange stemninger og genreskift i denne film, og lad det være sagt med det samme: Det er ikke kønt! Faktisk er det ind imellem ufrivilligt komisk med alle de mange svingninger i "humør" - udelukkende fordi det er så gennemført vammelt og uvedkommende formidlet.
Emotionel pløre
Hvad der kunne have været svært rørende og livsperspektiverende, bliver i stedet ren emotionel pløre, hvor de to ellers dygtige børneskuespillere udstilles som små, hjælpeløse dukker i en rigtig skidt forestilling. Sidehistorien med den formodede pædofili (?) er desuden frygteligt berøringsangst - typisk amerikansk - og helt uden bid.
Sødladent!
Sødladent er det i hvert fald - fra ende til anden, komplet med masser af sovset underlægningsmusik. Man skal nok være særdeles rørstrømsk anlagt for at kunne tage melodramaet bare tilnærmelsesvis ind.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, USA, Drama, Børn på film, Coming of Age, 105 min.
Dansk titel: The Book of Henry- Naomi Watts (Susan Carpenter)
- Jaeden Martell (Henry Carpenter)
- Jacob Tremblay (Peter Carpenter)
- Dean Norris (Glenn Sickleman)
- Mary Joy (Dot)
- Donna Mitchell (Bookstore Clerk)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation