Jabberwocky (1977)

Klemt inde mellem de to første Monty Python-film debuterede Terry Gilliam her som solo-instruktør med et meget Python-lignende stykke film, der dog ikke på nogen måde er ligeså vellykket. "Jabberwocky" er - som mange af Gilliams senere film - særdeles ufokuseret, springende og reelt kejtet udi kunsten at overføre humor på syretrip til film.

Stakkels Dennis

Michael Palin er den stakkels Dennis, der forsøger at gøre lykken i et middelaldersamfund fuld af pis, lort og affald. Ingen synes interesseret i ham, men måske har han en chance. Den nærliggende skov hærges nemlig af et gigantisk monster, der lyder navnet "Jabberwocky". Hvad nu hvis Dennis kan få skovlen under denne plage?

Ingen sammenhæng

Strengt taget er Gilliams debutfilm uden nogen form for sammenhæng. Scenerne serveres i øst, vest og helt ukendte verdenshjørner uden rød tråd. Det er en film for absolut indædte Gilliam-fans - humoren er så ekstrem, at den kvæler sig selv snarere end gnistrer.

Scenografisk ambitiøs

Ind imellem genkender man lidt af den Python'ske skævhed og charme, men der er for langt mellem de reelt sjove indfald. Ingen tvivl om, at "Jabberwocky" er et scenografisk vældig ambitiøst og inspireret udstyrsstykke - det er bare vanskeligt at værdsætte i det evindelige virvar af en filmisk hvirvelstorm uden retning.

Hjælpeløs hovedrollefigur

Michael Palin er filmens bedste kort og får klemt en kende saft ud af den ret så hjælpeløst placerede hovedrollefigur, Dennis. Omkring ham flagrer et utal af biroller, hvor det er endog meget svært at finde ind til både kunstneriske og handlingsmæssige værdier. For ægte fans er det sikkert en værdi i sig selv.

Støjende

Filmen er støjende - meget af larmen opstår ud af den sindssygt hyperaktive fortællestil, men der er også rigelig musik: Selvom Gilliam bruger værker af kendte klassiske komponister som Mussorgsky og Berlioz, bliver det alligevel vældig anmassende - oven i al det andet.