Tag det som en Mand (1941)

    Da et ungt kunstnerpar vil skilles, går de hver især til et advokatpar, og det kommer til at skabe en lang række forviklinger.


    TANT OG FJAS

    Johan Jacobsen viser her ganske ferm håndtering af typisk amerikansk, slapstick-inspireret komediestof - baseret på et skuespil af Otto Benzon. Ferm til en vis grænse ganske vist, for "Tag det som en Mand" er bestemt ikke ubetinget vellykket: Meget af komedien er ganske enkelt for fladpandet udi tant og fjas, særligt i den ustoppeligt symaskinenåls-temposatte dialog.

     

    Forviklinger og fjollerier

    Der er genre- og tids-sædvanlige forviklinger og fjollerier på banen på kryds og tværs af ægtepar, da et kunstnerpar (Sigfred Johansen og Inga Schultz) vil skilles. De opsøger hver især et sagførerpar (Gunnar Lauring og Beatrice Bonnesen), og snart er der dømt mand- og konebytteri - i hvert fald rent teoretisk og jalousi-mæssigt.

     

    Grænsende til teater

    Det er alt sammen meget iscenesat, grænsende til rendyrket filmet teater. Havde det ikke været for en håndfuld fine præstationer og pletvis forfriskende udendørsoptagelser af København, ville "Tag det som en Mand" være druknet fuldstændig i mylder-snakkeri og outrerede platte, falde-på-halen-vittigheder.

     

    Ukontrolleret platværk

    Mest vanskeligt er det at udholde den første halve times tid, der er fuldstændig ukontrolleret platværk med oceaner af decideret dumme replikker. Til alt held kommer der blot en anelse mere kød på herlighederne, men filmoplevelsen er alligevel skinger til sidste scene. Balance er ikke en kompetence.

     

    Døvstumme morsomheder

    Filmens velsagtens sjoveste scene står Christian Arhoff for, da han i et forretningsærinde over for Johannes Meyer skal agere døvstum. Hyleskægt er det ikke, men alligevel herligt - særligt med Meyers nedladende "lille ven"-kommentarer til denne "stakkels døvstumme".

     

    Enestående københavner-billeder

    Kai Møllers tidstypiske swing-musik gør ikke meget væsen af sig. De få udendørsoptagelser giver et enestående billede af København, og hvor man dog sukker efter flere af disse billeder og færre studieoptagelser. Her må man dog huske på, at filmen blev optaget under tyskernes besættelse.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1941, Danmark, Komedie, 98 min.

    Dansk titel: Tag det som en Mand
    Instr: Johan Jacobsen Prod: Tage Nielsen Manus: Johan Jacobsen, Arvid Müller Baseret på: skuespil af Otto Benzon Foto: Einar Olsen Mus: Kai Møller