I figli della notte (2016)

Barnebarnet til mesterinstruktøren Vittorio De Sica spillefilmsdebuterer her som instruktør. Med "I figli della notte" fører Andrea De Sica så absolut ad helt andre stier end de neo-realistiske, og resultatet af hans farvestrålende ungdomsfilm er alt andet end forførende.

Mørke sider

17-årige Giulio sendes på en art kostskole af sine forældre. Han har meget svært ved at tilpasse sig de strenge forhold, men finder heldigvis sammen med rebellen Edoardo. Sammen finder de to smuthullerne i skolens hverdag - og erfarer, at de en aften om ugen kan snige sig hjemmefra og forfølge mørke sider af sig selv på et nærliggende strip- og sexsted.

Fokuseret på form

Fortællestilen er hos De Sica junior meget fokuseret på form og mindre på indhold. Lyddesignet er nærved konstant skruet op til utålelige højder med mystiske brumme- og snurrelyde som forstærkelse af de tilsvarende og i stigende grad mystiske begivenheder.

Alt for meget støj

Instruktørens egen musik bidrager yderligere med alt for meget støj til den i forvejen larmende fortælling, og støjen går igen på billedsiden: Her er der malet med meget bred pensel i et ambitiøst, men tilsvarende semi-prætentiøst snit med masser af sære belysninger og kreative kamerabevægelser.

Ingen identifikation

Det er således nærved umuligt at finde ind bag facaden. Der opstår ingen identifikation med de to teenagere i hovedrollerne, og birollegalleriet centrerer sig tamt om diverse lærere og sexkillinger, der krydser de unge mænds vej.

Mystiske ambitioner

De mystiske ambitioner i fortællingen leder tankerne hen imod mulige forbilleder som Atom Egoyan og David Lynch, men uden de nødvendige kvaliteter til at brænde igennem ud over i få stemningsmættet interessante scener.