Lykke-Per (2018)

Ambitiøs, punktlig og pertentlig filmatisering af Henrik Pontoppidans monumentale - og numere kanoniske - romanværk. Lige en opgave for erfarne Bille August, der i hvert fald tidligt i karrieren havde succes og dygtighed med filmatiseringer af store og vægtige danske forlæg.

I trygge hænder

"Lykke-Per" er således i trygge hænder, og dét er ikke svært at få øje på fra start. Filmen er - forventeligt - klassisk bygget op. Helt efter bogen (ikke romanen, men Bille Augusts måde at skabe film på), og helt efter kostumedramaets stramme begrænsninger. Det står klart, at det historiske kærlighedsdrama bliver visuelt elegant, men uden ret mange overraskelser.

Fuld af gode idéer

Den unge ingeniørstuderende, Peter Andreas Sidenius, har brudt med sit strenge præsteophav og forsøger at finde lykken i store København i slutningen af 1800-tallet. Han er fuld af gode idéer - forud for sin tid, men bliver mødt af arrogance fra den etablerede københavnske ingeniørscene. Måske ligger karrierespringet lige for, da han tages ind i varmen hos den velhavende jødiske familien Salomon (der tilmed har hele to yndige døtre!)

Lykken er lunefuld

Men lykken er lunefuld, selv for en ung mand med tilnavnet Lykke-Per - og det bliver filmens helt centrale omdrejningspunkt. Det er bare ikke let at begå sig mellem rigdom, arrogance og smukke unge kvinder - Per kommer i tvivl, må vælge og vrage, og sårer flere på sin vej.

Grundigt visuelt poleret

Bille Augusts iscenesættelse er meget ren, og grundigt visuelt poleret med fint koreograferede billeder og scenografi af et historisk København. At poleringen hurtigt kommer til at skinne for meget er ikke for enhver filmsmag, men fans af det enkle og gyldne snit bliver i hvert fald ikke skuffede: Dirk Brüels fotografering fejler bestemt ikke noget, og lækkerhedsfaktoren er tårnhøj.

Det akkurates æstetik

Poleringen slår igennem også mellem skuespillerne, der alle er helt på bølgelængde med filmatiseringens forehavende, nemlig det akkurates æstetik. Desværre afstedkommer det udelukkende pæne og forudsigelige præstationer - ofte med en mindre slagside i retning af det stive - for der er ganske enkelt for meget fokus på perfektionen og mindre plads til skævhed og personlighed.

I den lange ende

Det kan synes i den absolut lange ende med de lige knap tre timers spilletid, for grundigheden er mere en dyd end en kvalitet i sig selv. Selvom der dvæles betagende ved de mange mellemmenneskelige dramaer, er der ikke nok fascinationskraft i scenerne og deres tiltænkte gnistspring til at hæve filmoplevelsen over det forventeliges gennemsnit.

Flot er det...

Flot er det - og allerstærkest når musikken er udeladt. Lorenz Dangels toner er en kende ude af trit med filmens visuelle og historiske grundtone og bliver klart alt for anmassende, når den relativt ofte er smurt tykt på de i forvejen meget tydeliggjorte stemninger.