Mr. Popper's Penguins (2011)

Lettere fesen Hollywood-filmatisering af pingviner på moderne glatis. Havde det ikke været for Jim Carreys komiske talent, ville "Mr. Popper's Penguins" helt sikkert have lidt (klimaforandringernes) smeltedød fra første scene, men Carrey redder endnu engang en tynd kop te med et par krydrede blade.

Det kunne have været sjovt

Popper er karrieremand med knald på. Med en sekretær, der stort set kun taler i ord, der begynder med p. I øvrigt en detalje, der udnyttes ringe: Det kunne have været sjovt, men er det stort set ikke. Da Popper en dag modtager sin arv fra sin afdøde eventyrer-far, er det ikke lige, hvad han havde regnet med.

Næbdyr på afveje

I kassen er nemlig en frossen pingvin, som tilmed hurtigt viser sig at være levende. Hvad gør Popper med sådan et næbdyr i luksuslejligheden, som han sjældent er hjemme i? Udfordringerne vokser sig kun større, da endnu en pingvinkasse ankommer - men heldigvis er de sjove små isfætre et hit hos Poppers børn, der ellers ikke har været særlig begejstrede for at besøge ham på det seneste.

100 % forudsigeligt

Komediens fortællestil er 100 % forudsigelig, og der er ikke lagt energi og inspiration i at afvige fra det forudprogrammerede. Hermed er hele fascinationen lagt i Carreys komiske talent, og det er simpelthen for tyndt - selv for en film funderet i en børneretning.

Hurtigt småkedeligt

Det bliver hurtigt småkedeligt at sidde model til de - nydeligt modellerede/animerede - næbdyr og deres frække og næb/næsvise udskejelser. Men helt sikkert vil pingvinernes forskellige personligheder vække begejstring hos de små. Bl.a. er der en, der prutter hele tiden!

Ingen afvigelser

Man havde håbet på, at disse finurligheder havde været morsomme selv for et voksent eller i det mindste barnligt voksent publikum, men desværre er her ikke meget at komme efter. Komedien er i helheden forfladiget og udpræget poleret - uden overraskelser eller afvigelser af nogen art. Forventeligt overdrevet musikunderlagt.