My Name Is Petersen (1947)

    En dansk-amerikansk løjtnant vender hjem til lille Danmark efter krigen. Kun for at opdage, at hans hårdtarbejdende onkel er ved at få stjålet sin banebrydende medicinske opfindelse.


    STIV OG KLODSET

    En formildende omstændighed ved Christen Juls "My Name Is Petersen" er, at den kun har en spilletid på 71 minutter. For det er sandt for dyden ikke nogen god film, han serverer med Poul Reichhardt i hovedrollen som dansk-amerikaner-soldaten John, der vender hjem til lille, provinsielle Danmark efter 2. verdenskrig.

     

    Ubehjælpsomt!

    Filmen er ubehjælpsom i snart sagt alle facetter. Teknisk meget vaklende, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i problemer med at finde fokus og pinligt ringe lydarbejde. Skuespillet er stift og klodset, særligt er Gunnar Laurings forskerlæge Jens Petersen krampagtig, men også flere biroller falder til jorden.

     

    Mislykkede forsøg med humor

    Forsøget på at tilføre den betændte tuberkulose-problemstilling en perspektiverende humor er også mislykket. Her prøver man bl.a. at lade "amerikanske" biroller lave sjov med sprog ved misforståelser og kejtede udtaler af danske (sted)navne, bl.a. Padborg - samt ved at give nogle af de danske biroller kluntede "engelske" replikker. Det dér engelske var noget mærkeligt inter-planetarisk noget i 1947!

     

    Fine københavnerbilleder

    Filmen vinder terræn på sit tid- og stedbillede ved at bringe mange rigtig fine billeder af København anno lige efter krigen. Faktisk starter vi i Tyskland, hvor Christen Jul helt tydeligt forsøger at lægge sig op ad efterkrigstidens halvdokumentariske Hollywood-film. Billeder af ruiner og folk på gaden - og man tænker straks, at det tegner lyst for filmoplevelsen.

     

    Tykt moraliserende

    Hurtigt bliver det dog klart, at "My Name Is Petersen" primært er tykt moraliserende udi de-gode-mod-de-onde og på hverdagens etiske udfordringer. Hvem har fx retten til en banebrydende medicinsk opfindelse? Hvilken amerikansk præsident er det i orden at synes godt om? (Poul Reichhardt er fortaler for Roosevelt). Hvilken stilling har kvinden i samfundet? Helle Virkner, der spiller rollen som John Petersens kusine, vil gerne give kvinderne en stemme, men kommer på bedre tanker i takt med, at en forelskelse til John melder sig!

     

    Temmelig uudholdeligt

    Det hele udvikler sig mere og mere tykt og er temmelig uudholdeligt at sidde model til. Havde det ikke været for det flotte tidsbillede, ville "My Name Is Petersen" have været et decideret bundskrab. Den seriøse komponist Svend Erik Tarp bidrager med langt over gennemsnitligt ambitiøs underlægningsmusik, der ikke stjæler lydbilledet.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024