Batteries Not Included (1987)
En lille gruppe beboere kæmper med næb og kløer for at undgå, at deres boligblok rives ned. De får hjælp fra en meget uventet kant.
FARVESTRÅLENDE FANTASI
Det er Steven Spielberg og hans faste 80'er-hold, der står bag denne børne/familie-venlige fantasisaga med hjertet på rette sted. Hvad der først og fremmest holder "*Batteries Not Included" fra at glide ud på et teknologisk science-fiction-overdrev er et par pragtfulde præstationer fra Hume Cronyn og Jessica Tandy.
Fin kulisse
Men også den fine kulisse med de store maskiner, der river boliger ned om ørerne på det aldrende ægtepar og dén café, de har drevet i en menneskealder. De to og deres venner nægter at give op, men hjælpen kommer fra en særdeles uventet - og extraterrestrial - kant.
Nuttede flyvende tallerkener
Bittesmå og nuttede flyvende tallerkener dumper nemlig ned fra oven og skal vise sig særdeles hjælpsomme. Og så har de en enestående evne til at genopbygge alt fra små ure til boligblokke - og dét kan faktisk vise sig ganske anvendeligt i kampen mod pengestærke boligmoguler.
Sød uden at være sødladen
Filmen er sød uden at være sødladen (for det meste), og man æder de fantastiske tendenser, fordi de er serveret med den nævnte jordforbindelse. Jessica Tandy er forbilledlig som den demente Faye Riley, ligesom Hume Cronyn agerer med meget fin indsigt som hendes noget opgivende og frustrerede mand.
Bedre end Spielbergs egne
På mange måder hænger "*Batteries Not Included" (og ja, der en en "*" foran batterierne i den helt korrekt stavede originaltitel) bedre sammen end flere af Spielbergs egne sci-fi/fantasi-film, der ofte drukner i effektmageri og pseudo-overfortælling. Her udfører den relativt ukendte instruktør Matthew Robbins arbejdet et par hak over middel.
Pænt inspireret Horner
Som man havde ventet det med en pæn portion underlægningsmusik - paradoksalt nok blandt James Horners mere inspirerede scores - fordi tonerne lægger sig meget langt fra hans senere, meget skabelonprægede melodier, hvor temaet fra den ene film mere eller mindre blev gentaget i den næste.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1987, USA, Drama, Komedie, Fantasi, 106 min.
Dansk titel: Miraklet på 8. gade- Hume Cronyn (Frank Riley)
- Jessica Tandy (Faye Riley)
- Frank McRae (Harry Noble)
- Dennis Boutsikaris (Mason Baylor)
- Elizabeth Peña (Marisa Esteval)
- Tom Aldredge (Sid Hogenson)
- John Pankow (Kovacs)
- Michael Greene (Lacey)
- Luis Guzmán (Bystander)
- James Le Gros (Goon)
- Ronald L. Schwary (Louie)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation