Middle School: The Worst Years of My Life (2016)

Kims ikke ad denne uskyldigt udseende børne/ungdsomsfilm af komedie-instruktøren Steve Carr: Allerede filmens titel kan forekomme afskrækkende, men faktisk gemmer der sig en rigtig fin og perspektiverende historie bag det farvestrålende ydre - og det skal vise sig, at netop det farvestrålende tilmed er en af filmens styrker.

Den nye dreng i klassen

Teenageren Rafe er den nye dreng i klassen. Hans bedste ven er også hans bror (med et twist, skal det senere vise sig), og mødet med den nye skole er alt andet end enkelt. Især fordi inspektøren Principal Dwight er en hysterisk regelrytter, der ikke tåler nogen form for afvigelser fra paragrafferne på skolens område.

Følsom og kreativ dreng

Efter af Dwight har revete Rafes tegnebog midt over, går den følsomt-kreative dreng i forsvarsposition. Eller rettere, han allierer sig med sin bror og begynder systematisk at bryde skolens regler én for én - og lad det være sagt med det samme: Det bliver ikke kedeligt!

En pæn portion bittersødme

Der er en pæn portion bittersødme bag den ironisk-komiske grundtone i filmen. Fint og følt spil fra Griffin Gluck som den prøvede Rafe baner vejen for troværdige twists and turns i den brogede historie med det tilsvarende persongalleri. Bedst på birollelisten er Rob Riggle som den meget selvglade stedfar.

Stærk fantasi

Filmens animations-sekvenser fungerer upåklageligt som forlængede arme for Rafes stærke fantasi. De stjæler ikke billedet, men forstærker billedet af kreativitet. I det hele tager er filmen "sød" i ordets oprigtige betydning - også selvom den mange gange har afstikkere i retning af det mere sødladne, komplet med lidt for rigelig underlægningsmusik.