What Dreams May Come (1998)

Newzealandske Vincent Ward, der gav os den interessante og særprægede The Navigator: A Medieval Odyssey (1988), sukrer her udi ekstremerne med filmatiseringen af Richard Mathesons himmel og helvede-roman om sorg, død, tilgivelse - og dét at mødes hinsidan.

Gennem-overkoloreret

"What Dreams May Come" er en gennem-overkoloreret og frygtindgydende americana-vammel film, hvor brede (og ofte kunstige) smil er vendt mod efterlivets prøvelser som perspektiv på dén umenneskelige tilværelse, hr. og fru Nielsen har været igennem på den helt rigtige taktile Moder Jord.

Alle tiders mareridt

Robin Williams' Hr. Nielsen oplever sammen med Annabella Sciorras fru Nielsen alle tiders mareridt, da begge børnene dør. Ikke længe efter må hr. Nielsen samme tur - i en bilulykke - og fra sit eksil i himmerige (og siden helvede) forsøger han ihærdigt at komme i forbindelse med fruen, der har det svært - ladt helt alene tilbage!

Mødet med efterlivet

Cuba Gooding Jr. og Max von Sydow er et par af de hjælpende skikkelser, Nielsen møder i efterlivet. Måske kan de puffe ham i den rigtige retning, når de farvestrålende og udflydende ny-verdener åbner sig for nybegynder-døde Nielsen. Det kan nemlig være svært at navigere, når ingenting rigtig udgør fast "jord" under fødderne.

Sakkarin-indstilling kræves

Det kræver en sakkarin-indstilling af en anden verden(!) at møde "What Dreams May Come" uden krampagtighed. Fra ende til anden vælter Vincent Ward os rundt i et overflødighedshorn af computergenereret fantasi-melodrama (for de visuelle effekter modtog filmen en Oscar.)

Overgår enhver fantasi

Masser af dikterende underlægningsmusik sætter prikken over i'et i en filmoplevelse, der overgår enhver fantasti - i dette tilfælde sågar i en handlingsmæssig meta-betydning. Robin Williams passer mærkværdigt godt i hovedrollen - med sit ikke altid lige ægte, påklistrede smil. Ved siden af ham er Annabella Sciorra bedst, mens Sydows og Gooding Jr.s biroller er helt uden gnist og begejstring: Dog skal det fremhæves, at scenerne med Sydow højner oplevelsen betragteligt - simpelthen fordi han er så meget dygtigere en skuespiller end alle filmens øvrige til sammen.