Il portiere di notte (1974)

Kunstigt befrugtet erotisk kultdrama, der kredser flyvsk og gumpetungt om et post-nazistisk tema, hvor en tidligere kvindelig kz-fange ved et tilfælde møder sin SS-mishandler 12 år efter krigen.

Sensationelt
Det kunne have været intenst og fuld af spænding, men instruktør og manuskriptforfatter Liliana Cavani forfalder hurtigt til det sensationelle og overdrevne, og filmen knækker hurtigt efter en ellers lovende start.

Øjnene galt i halsen
12 år efter 2. verdenskrig er den endnu unge Lucia med sin mand på et hotel i Wien, men hun får snart øjnene galt i halsen, da hun i hotelportieren genkender dén SS-mand, der i sin tid mishandlede hende seksuelt i en kz-lejr.

Nysgerrig kredsen
Herefter kredser de to nysgerrigt om hinanden. SS-manden Max er hunderæd for, at Lucia vil vidne i den forestående retssag mod ham, mens Lucia sender tiltagende erotiske blikke. Det viser sig nemlig, at de begge (stadig) har sadomasochistisk blod i årerne, og det gamle "forhold" genoptages.

Kontroversielt og søgt
Et kontroversielt, men også drivende søgt plot, der efterhånden bliver lige til at skylle ud i afløbet. I filmens første lille time er der ellers en herligt tavs intensitet i Dirk Bogardes afmålte portræt af eks-SS’eren Max.

Hverken eller
Charlotte Rampling udgør en mærkeligt hverken/eller-figur, der både er sexkilling og forsagt nervevrag, en kombination, der bliver tiltagende frastødende, i takt med at filmen tager sine utroværdige nazisploitation-drejninger.

Bogarde er glimrende
Dirk Bogarde forbliver sammenhængskraften filmen igennem, ligesom det er en højnelse for filmoplevelsen, at lydsiden er relativt skrabet og fritaget for voldsomme blokke af underlægningsmusik.

Uklædeligt slibrigt
Krydsklipningen mellem før (kz-lejren) og nu (hotellet i Wien) fungerer klodset og dekadent, idet fortidens små og store synder er klædt i det uklædeligt slibrige.