The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)

Den bundløst fantasifulde Terry Gilliam kom på en uventet opgave undervejs i optagelserne af denne eventyrfilm, som han selv rangerer blandt sine bedste. Superstjernen Heath Ledger, der spiller en af de bærende roller, døde nemlig som 28-årig af en overdosis, så nu var det med at tænke kreativt for at få filmen i mål.

Kærlig indføring

Filmen begynder lovende med en både fortryllende, eventyrmættet og kærlig indføring i et klejnt tidslomme-gadeteaters hverdagsudfordinger. I filmens første times tid er Gilliam meget dygtig til at skabe lige linjer i sine skæve idéer, og den røde tråd bliver ikke klippet. Legen med tid er en af filmens helt stærke sider, hvor den nærved absurd forældede teaterskurvogn befinder sig et par århundreder eller flere tilbage i tiden - i den topmoderne omverden.

Speed & overgear

I den første time er der fine sekvenser på hvilepuls og heraf affødt behageligt jordbundet skuespil - særligt fra Christopher Plummer i filmens klart mest sympatiske præstation. Men - desværre går der speed og overgear i fortællingen, som vi så ofte ser det hos Gilliam. Det kommer derfor ikke som en enorm overraskelse, at tøjlerne slippes for at give fantasien fri - med dét resultat, at eventyrfilmens anden halvdel havner i en uklædelig centrifuge.

Heath Ledgers skæbne

Anmelderne både ude og hjemme (danske inkluderet) var over en bred kam enige om, at Terry Gilliam nu var tilbage i topform, og at "The Imaginarium of Doctor Parnassus" var en af årets bedste og mest poetiske filmoplevelser. Spalte op og ned om Heath Ledgers skæbne formede også en stor del af filmens identitet, og i dag er det vist ligeså meget dødsfaldet undervejs (og dén stemning, det bærer med sig), som filmen er kendt for.

Nogenlunde kreativt

Gilliams idé med at erstatte Ledgers fantasi-verdensscener med tre andre kendte skuespillere fungerer nogenlunde kreativt. Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell skal således agere "Heath Ledger", hvilket selvsagt fjerner meget af central-opmærksomheden fra filmens egentlige flow.

Magien udebliver

Den farvestrålende fantasti-parallelverden er spændende koreograferet, men den er også med til at slå filmens tone skinger. Komplet med nærved vulgært larmende underlægningsmusik fremstår disse scener helt bestemt som kreative, men man ville langt hellere have haft magi end kontant hyperaktivitet.