Fear and Loathing in Las Vegas (1998)

Baseret på den selvbiografiske roman af samme navn af Hunter S. Thompson (med undertitlen "A Savage Journey to the Heart of the American Dream") skulle man tro, at den altid syre-duelige instruktør Terry Gilliam havde fundet alle tiders historie at sætte en film i ovnen på.

Ingen syre/base-balance

Men lad det være sagt med det samme: Gilliam kender ikke sin syre/base-balance, og filmversionen af den spraglede bog bliver alt for hysterisk, og det er tilmed fra allerførste scene. Kun i meget få øjeblikke hvæsses kløerne op ad det farvestrålende kradsetræ, så det hele spinder mod de højere luftlag - men det meste af tiden hyperventileres der i en lille tildugget iltmaske.

Umage makkerpar

Johnny Depp og Benicio Del Toro spiller det umage makkerpar Raoul og Dr. Gonzo, der drøner af sted i en åben bil ad sommerhede amerikanske veje med kurs mod Las Vegas. I blodet har de ud over alkohol bl.a. narkotika, æter, hash og sikkert også svampe. Livets essens er nemlig at være på syretrip og at hallucinere - og helst mens man kører bil! Mere ekstremt bliver det endda, da gutterne når storbyen.

Overspil og overstyring

Helt oplagt for en farce-komisk funderet filmmand som Terry Gilliam er "Fear and Loathing in Las Vegas" slået meget farvestrålende, karrikeret og lydmæssigt vulgært op. Der lægges op til overspil og overstyring i alle facetter - og dét er der mange fans, der bare synes er rigtig lækkert!

Kejtet og udtalt manieret

Det fungerer markant bedre i Monty Python-regiet, der selvfølgelig var i en anden tid, men hvor Gilliam havde sine meget dygtige komik-kolleger at spille op til, både som skuespiller og instruktør. "Fear and Loathing" glimrer ikke ved sin afstemthed, og humoren er både kejtet og udtalt manieret.

Konstante ansigtsgrimasser

Det kan godt være, at Johnny Depps konstante ansigtsgrimasser mod en hallucineret parallelverden med mærkværdige fantasi-flagermus og lignende psykedeliske vrangbilleder har sine glimt af dobbeltladet komisk vanvid, men storspil er vi bestemt ikke vidner til. Benicio Del Toro er heller ikke for vellykket i en fuldstændig udfladet og plat rolle.

Fine biroller

Bedre lykkes et par af birollerne i det enorme galleri. Tobey Maguire har fat i noget af det rigtige som blafferen med den trængte stemme og det meget tynd-lange, glatte, blonde hår. Bedst både i spil og for filmen generelt er scenen, hvor Raoul bliver stoppet af Gary Buseys Highway Patrol-betjent efter en ukrontrolleret biljagt på bøhlandet:

Rod i det overgearede

Hér skal man for det første bemærke fraværet af underlægningsmusik, da de to endelig står ansigt til ansigt. I stedet høres vinden i vindheksene, mens støvet hvirvles op - og tilmed spiller Busey den lille rolle i meget fin balance mellem alvor og komik, med et twist, der for en gangs skyld ikke har rod i det overgearede.

Konstant bragende

Ellers er der stort set konstant bragende, larmende og vulgært overstyret musik plastret ud over hele handlingen. Hvis man skulle være i tvivl om, at filmen er i et kulørt, evigt springende ærinde, bliver man i hvert fald eftertrykkeligt bekræftet af den dominerende og kvælende lydside.