Action Jackson (1988)

    En hårdtslående Detroit-betjent er fast besluttet på at få en samvittighedsløs kriminel ned med nakken, og det kræver tålmodighed.


    DUMSMART ACTION

    Absolut udelukkende seværdig på grund af sin 80'er-kitsch udgør "Action Jackson" halvanden times dumsmart action, snoet om en ualmindelig uinspireret klichépind uden den mindste form for variationslyst over et meget velkendt tema.

     

    Degraderet Detroit-betjent

    Carl Weathers Jackson er en degraderet Detroit-politimand, der som følge heraf skal stå imod ikke så lidt voksenmobning. Men Jackson, der går under tilnavnet "Action Jackson", fordi hans metoder er meget heftige, hægter sig alligevel fast i haserne på den samvittighedsløse bilmand og kriminelle Peter Dellaplane.

     

    En ladies' man

    Dellaplane er en ladies' man, og han har bl.a. fået smækre Sharon Stone på krogen. Men hun kan ofres, skulle hun komme for skade at vide for meget om hans kriminelle løbebane. Jackson plejer også omgang med kvinder - men han er nødt til at holde dem fra sin svedperlende, muskuløse overkrop: Han er nemlig on duty!

     

    Pænt sagt tamt

    Den vilde - og tåbeligt skrevne - jagt går nu gennem Detroit. Ingenting kommer som en overraskelse, og spillet er pænt sagt tamt. Mest kant og glimt i øjet står Craig T. Nelson for i en trods alt åleglat-klam skurkerolle.

     

    Farveløs skabelonfilm

    Masser af dominerende fersk 80'er-musik og et sandt slaraffenland af 80'er-tøj sætter lidt tiltrængt kulør på en farveløs skabelonfilm, hvor idiotien hober sig op fra allerførste scene.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024