Continuer (2018)

Dysfunktionaliteten kender ingen grænser hos teenagesønnike Samuel, som han surmulende og techno-lyttende gør oprør mod sin mor - til hest i det kirgisiske ingenmandsland. De to har altid haft et vanskeligt forhold, og moren har tvunget sønnen med på turen (langt væk hjemmefra Frankrig), som en slags dannelsesrejse ovenpå at være blevet smidt ud af skolen.

Ud af det blå

Denne historie vokser ud af det blå. Instruktør Joachim Lafosse giver ingen forhistorie til mor og søn i sin filmatisering af Laurent Mauvigniers roman. Og det er ikke ubetinget vellykket - for "Continuer" har ikke gennemslagskraften til at forme en troværdig (opblødning af) dysfunktionalitet på knap halvanden time.

Kirgisisk landskabsmagi

Smukke kirgisiske landskaber er der til gengæld mange af, og det er filmens redning. Når der er allermest ro på fortællestilen, (og den desværre sovset sentimentale underlægningsmusik helt udelades), opstår der landskabsmagi af episke dimensioner.

Indre og ydre ro

Enkelte scener er helt unødvendigt lange - og her tænkes ikke på ride- og stilhedsscenerne, som har nok værdi i deres egen indre og ydre ro. En aparte dans-til-dårlig-ghettoblaster-musik-scene hen imod slutningen er trukket ud i det uendelige, kun for at kulminere i en af filmens mest aparte utroværdige raseri-udladninger.

Til tider konstrueret

Samspillet mellem Virginie Efira og Kacey Mottet Klein er fint, men gnisterne springer ikke. Hertil er opbakningen fra filmens stemning som hele ikke tilstrækkelig, og dygtige optrin drukner i det til tider konstruerede. Mottet Klein er i øvrigt anderledes funklende - og troværdig - som 17-årig nyforelsket i Andre Techines Quand on a 17 ans (2016).