The Man Who Killed Don Quixote (2018)

Terry Gilliams seneste epos synes at ville retfærdiggøre sin egen eksistens alene ud fra den betragting, at filmen har været 30 år undervejs og underlagt alverdens problemer og forsinkelser. Al denne virak blev allerede skildret i en dokumentarfilm i 2002. Gilliam forsøger sig selvironisk med et perspektiv på tilblivelsesprocessen med lidt tekst, inden filmen starter.

Absurd forvirring

Adam Drivers højrøvede reklamefilmsinstruktør Toby trækkes ind i en absurd verden af tids- og identitetsforvirring, efter at han har givet en lokal spansk skomager hovedrollen som Don Quixote i en af sine korte film. Denne mand opsøger han nu 10 år efter, og det viser sig at han nu fuldt og helt tror, at han er Don Quixote - og at Toby er dennes tro følgesvend, Sancho Panza.

Over stok, sten og syrede overdrev

Herfra går det gilliam'sk over stok, sten og alle tænkelige syrede overdrev - og det er ikke nogen køn oplevelse! Det er først og fremmest uden sammenhængskraft og underkastet en gakket humor uden bid - hele tiden i retning af det plat lagkagekomiske med hertil matchende overspil (særligt fra Jonathan Pryces Don Quixote.)

Uophørlig rabalder

I en uophørlig rabalder på både lyd- og billedsiden er "The Man Who Killed Don Quixote" kun glimtvis charmerende - og de ultrakorte oaser opstår ud af den flotte location-optagelse i Spanien og Portugal. Et par indstillinger med dybdeperspektiv mod afgrunden er blandt de relativt få rigtig interessante kameratekniske valg.

Kun for hardcore fans

Man skal virkelig være hardcore Gilliam-fan for at æde dette udtalt springende og meget fjantede epos. For det er hverken en rigtig oplagt leg med filmmediet eller en morsom historie.