Genèse (2018)

Den canadiske instruktør Philippe Lesage overbeviser her udi den meget delikate kunst at gengive teenageskæbner og coming of age-dramatik, så det både forfører og smerter. "Genèse" er stærk, sart, smilende og grådkvalt - alt sammen helt store følelser, gengivet med en sælsom indsigt og perspektiver til dyb eftertanke.

Tætte søskende

Teenage-søskendeparret Guillaume og Charlotte er tætte, men kæmper alligevel helt på egen hånd med de mange og ofte komplekse udfordringer, som livet byder på. Vi følger Guillaume på kostskolen for drenge, hvor læreren gang på gang latterliggør ham foran de andre elever. En flirt med homoseksualitet skal for alvor sende Guillaume ud over kanten - fordi modtagelsen af hans forsøg på at springe ud bliver modtaget uden ret mange åbne arme.

Oprørt følelseshav

Imens kastes Charlotte rundt i følelsernes oprørte hav, som hun tiltagende desperat forsøger at forstå sin egen seksualitet og de mænd, der enten vil dele livet med hende - eller bare bruge hende som et objekt. Moral for de to søskende er - som for de fleste unge identitetssøgende i denne verden - at livet bare ikke er ret let.

Et godt øje til Danmark

Philippe Lesage har længe haft et godt øje til Danmark (han har bl.a. undervist på Filmhøjskolen i Ebeltoft og hans seneste film hed "Copenhagen, A Love Story") - derfor er der også små referencer til Danmark i "Genèse". Et fotografi af Den lille Havfrue, og - mest signifikant - en fin gengivelse af en klassisk scene fra Nils Malmros' Kundskabens træ (1981).

Dybfølt ægthed

"Genèse" pulserer på de unge menneskers bølgelængde og rummer scener af meget dybfølt ægthed. Mest smertefuldt gengives både Guillaume og Charlottes ydmygende forsøg på at forlige sig med kærligheden. Det er ikke udelukkende nærvær og omfavnelse, de mødes med. Snarere tværtimod.

Mental autenticitet

Håbløsheden og sorgen, som skyller ind over dem, slår meget hårdt: Det er mental autenticitet på meget højt niveau - og stor realistisk filmkunst. Filmens primære historie slutter uden udtalt håb i perspektivet, til gengæld afslutter Lesage med en (umiddelbart abrupt) epilog med en helt anden handling.

Fin perspektivering

Epilogen følger den endnu yngre teenager Félix' sommer-forelskelse omkring lejrturens bål. Det er Lesages kobling til Les démons (2015), hvor selvsamme Félix spillede hovedrollen. Det er en lidt vel modig overgang - men i helhedsoplevelsen en fin perspektivering.

Uafrysteligt

Enkelte diskoteks- og dansescener er en kende for lange, og popsange stjæler billedet i udvalgte scener. Det ændrer dog ikke meget ved helhedsoplevelsen, der i mange henseender er uafrysteligt stærk.