Victory (1981)

Blandt John Hustons sidste film finder vi denne kejtede og på mange måder ubehjælpsomme sports-krigs-dramatiske sag, der både blander talenter med manglen på samme, nationaliteter, krig, fangelejr og fodbold. Kønt er det ikke, men i perioder underholdende.

Bold bag pigtråd

Sylvester Stallone spiller amerikaneren Hatch, en allieret krigsfange blandt mange i en nazistisk fangelejr under 2. verdenskrig. De lange dage bag pigtråden går i høj grad med at spille fodbold på lejrens støvede jord.

Entusiastisk idé

Det bemærker nazisten, Max von Sydows von Steiner, og han bliver entusiastisk udi idéen at søsætte en rigtig fodboldkamp mellem lejrfangerne og et nazihold. Dén er Michael Caines kaptajn Colby med på, så længe hans sammensatte hold til gengæld får mere lækker mad og bedre udstyr.

Blod på tanden

Snart besluttes det, at kampen skal spilles på et stort stadion i Paris - hvilket giver Colby og hans mænd blod på tanden til at iværksætte en storstilet flugtaktion via det gamle kloaksystem under faciliteterne.

Ingen tænding

"Victory" udgør to timers meget blandede bolcher, men hverken fodbold-, flugt- eller krigsdramaet har dén gnist, der kan antænde en scene. Mest vellykket er en relativt kort sekvens, hvor Stallone flygter fra fangelejren for på forhånd at kunne sende budskabet om flugtplanerne videre til den franske modstandsbevægelse.

Ekstremt overlang kamp

Helt som ventet kulminerer det hele i en ekstremt overlang fodboldkamp-koreografi (dét er jo filmens helt store klimaks!) - og i øvrigt med selveste Pelé som koreograf (han spiller en rolle som ferm dribler også i fangelejren.)

Tyndt skrevne roller

Ingen tvivl om, at man til kampen har fundet dygtige fodboldspillere (herunder danskeren Søren Lindsted) - men nogen VM-finalestemning er vi ikke ude i. Det er i øvrigt virkelig ikke særlig befordrende med den udtalte blanding af talenter og amatører blandt skuespillerne. Mest charme ud af de tyndt skrevne roller får Michael Caine og Max von Sydow.

Brovtende musik

Bill Contis brovtende underlægningsmusik er af den mere ambitiøse skuffe - og så har han tyvstjålet flere temaer fra Sjostakovitj' 5. symfoni, komplet med finalen - grimt forvansket og uden klangbund.