Nos batailles (2018)

Enkel og troværdig belgisk/fransk realisme, der på halvanden time fejer benene væk under familiefaderen Olivier, da hans kone og moderen til deres to børn pludselig forsvinder uden nogen form for forklaring.

Skæv balance

Olivier har ikke været opmærksom nok på hjemmefronten, og hans hjemmegående kone har igennem længere tid måttet tage sig af alt det praktiske, herunder børnenes rutiner. Forsømt har hun ganske givet været, mens mandens fokus primært har været på det travle arbejde.

Kaos

Men det er ikke så meget forklaringerne på, hvorfor konen "skrider", der intereresser instruktør Guillaume Senez. Derimod er fokus fuldt og helt på det kaotiske i pludselig at være overladt alene med to børn - uden ret meget erfaring udi dén kunst. Hertil kommer den nagende uro og tvivl for både Olivier og hans børn: Hvor er hun, og kommer hun hjem igen?

Fænomenal formidling

Stressen, som Olivier nu er midtpunkt i, er fænomenalt formidlet. Han er nødt til at kontrollere den, for ikke at lade sig rive helt ud i det glade vanvid - men også for ikke at smitte børnene yderligere i deres i forvejen tvivlende og søgende hverdag.

Åben slutning

Selvom benene er fejet væk under kernefamilien, lykkes det dem stadig at opretholde en nogenlunde normal hverdag - med hjælp fra Oliviers mor, søster og en barnepige. Spørgsmålene som; hvad er det værste, der kan ske, og hvor skal vi nu gå hen, blafrer meget fint og uden svar i den åbne slutning.

Ingen forstyrrelser

Stort set fritaget for underlægningsmusik og filmet med håndholdt kamera er "Nos batailles" nærmest dogmatisk i sin formidling af det indre drama. Det forstærker nærværet, realismen og den konstante uro, når der ikke er noget til at forstyrre de fine takter.

Familiefar på glatis

Meget flot spil af Romain Duris i hovedrollen som familiefaderen på glatis - med betagende ægte modspil fra de to børn, ægte fund i følt instruktion.