La terra dell'abbastanza (2018)

    To rødder med rod i tilværelsen bliver efter en personpåkørsel involveret meget direkte i den romerske kriminelle underverden og mafia.


    UNGE MÆND PÅ AFVEJE

    Ikke ulig Matteo Garrones skamroste Gomorra (2008) serverer det autodidakte filminstruktør-tvillingepar Damiano og Fabio D'Innocenzo her en mafios højspændt historie om ung mandlig uskyld, der hurtigt smøres ind i en kriminel verden, de ikke kan undslippe.

     

    Raffineret vinkling

    D'Innocenzo-brødrene har dog en mere raffineret vinkling på det drivende ond-spiral-drama - om ikke andet rent visuelt - og det gør "La terra dell'abbastanza" (der på dansk kendes bedst under den mere catchy titel "Boys Cry") til en lækkerbisken for øjet.

     

    Ud i snavs

    De to venner Manolo og Mirko - eller skal vi kalde dem venner /skråstreg uvenner - er allerede på vej ud i noget snavs, da de ved et uheld kommer til at køre en person over, og vel at mærke stikker af i Fiat Pandaen. Men den slags unoder er der heldigvis "råd" for, og løsningen kunne være at få en fod ind i den reelt kriminelle underverden.

     

    Inde i mafia-varmen

    Så snart er Manolo og Mirko fuldtids-mafia-håndlangere med hver sin lækre gun parkeret tæt på dilleren - klar til at parere ordrer oppefra. For man er først rigtig inde i varmen, når man har udgydt blod!

     

    Troværdighedsproblem

    Der kommer meget hurtigt tempo og vildskab over begivenhederne - så hurtigt, at de ekstreme udviklinger i historien får et mindre troværdighedsproblem. Den obligatoriske glidebane portrætteres meget klichémættet, og der bygges på og bygges på til den helt store højtbelagt kriminelle formørkelse. Vi har set det før - også bedre.

     

    Morderisk makkerpar

    Andrea Carpenzano og Matteo Olivetti præsterer meget overbevisende som det nyslået morderiske makkerpar - bedst er de, når tvivlen og skylden rigtig nager. En tand for meget underlægningsmusik giver klichéerne endnu mere drøn.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Italien, Drama, Krimi, 95 min.

    Dansk titel: Boys Cry
    Instr: Damiano D'Innocenzo, Fabio D'Innocenzo Prod: Agostino Saccà, Giuseppe Saccà, Maria Grazia Saccá Manus: Damiano D'Innocenzo, Fabio D'Innocenzo Foto: Paolo Carnera Klip: Marco Spoletini Mus: Toni Bruna
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CPH - New Talent Grand PIX-nominering