Dom över död man (2012)

Chefredaktøren på Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning, Torgny Karl Segerstedt, gjorde sig kraftigt bemærket, da nazismen blomstrede op i Tyskland. Segerstedt havde sine helt egne og negative holdninger til Hitler og hans metoder, og de kom til udtryk i talrige avisartikler.

Mangel på respekt
Den negative indstilling og manglen på respekt over for magthaverne i Tyskland gør utvivlsomt Segerstedt til en interessant figur, og veteraninstruktør Jan Troell samler her et hold erfarne svenske skuespillere om et dansk midtpunkt: Jesper Chistensen indtager hovedrollen som Segerstedt.

Æstetiseret
Lad det være sagt med det samme, dette er ikke Troells bedste film. "Dom över död man" kommer aldrig ud over sin egen æstetiserede rampe, og et af problemerne er netop koblet på, at filmen ikke koncentrerer sine kræfter om det, der gør Segerstedt historisk interessant, men i stedet flakker om det private i redaktørlivets efterår.

Tekst- og billedtung
Filmen er samtidig Troells mest dramatisk tekst- og billedtunge, en tour de force i sort/hvid elegance med tydelige hilsner til særligt Ingmar Bergman i flere henseender. Det former ofte det kompositorisk flotte snit, men udnyttelsen af farvefravalget toner desværre mest ud i det blege.

Teatralsk sfære
Omdrejningspunktet Jesper Christensen præsterer stærkt og robust, men ligesom det overæstetiserede visuelle er også skuespillet præget af den teatralske sfære, og Christensen og hans svenske kolleger opleves nærmest som små statister i den større og uafbalancerede sags tjeneste: Troells sort/hvide svanesang.

En irritationsfaktor
Det er heller ikke uden problemer, at Jesper Christensens svenske lader noget tilbage at ønske, men det havde ikke været en irritationsfaktor, hvis filmen som helhed havde vist tænder og kradset tiltrængt i den alt for blankpolerede indpakning.

Gudeskøn intro
Valget af Sibelius’ "Valse triste" som gennemgående musikalsk stemning synes velovervejet, men det er paradoksalt, at musikken – ligesom det visuelle udtryk – fungerer allerbedst i filmens gudeskønne intro.

Flotte historietimer

Tilbage sidder man med oplevelsen af et par flot iscenesatte historietimer, der nok viger en del udenom det egentlige tema, men som også bag facaden og i glimt minder om Jan Troells mesterlige evner som både instruktør, fotograf og klipper.