Styx (2018)
En ung læge sejler alene ud over Atlanterhavet i sin yacht, da hun møder en udtjent, drivende fiskerbåd fyldt med hjælpeløse flygtninge.
DET SVÆRE VALG
Det er en alt andet end enkel beslutning, som den erfarne sejler og læge Rike står over for, da hun alene på Atlanterhavet støder på en drivende fiskerbåd fuld af hjælpeløse flygtninge. Turen, der skulle have været oceanisk balsam for sjælen (Rike har en stressende hverdag som ambulancelæge, som vi ser i den velkoreograferede åbningsscene) ender i et kaos.
Den svære beslutning
For hvad skal man stille op med en båd fyldt til randen med desperate flygtninge, når man selv sejler alene på en 20-fods sejlbåd - vel vidende at alt meget vel kunne gå galt, hvis først man viser sig fra sin gennemhjertelige side?
Hjælp på vej...
Rike er meget i tvivl, og hun får slet ikke den hjælp fra kystvagten over radioen, som hun havde håbet på. Faktisk er det meget, der tyder på, at hjælpen slet ikke kommer frem, som det ellers er lovet. For Rike har besluttet af blive i nærheden, så hun kan holde øje. I mellemtiden samler hun en enkelt afkræftet dreng op og plejer ham efter bedste (lægelige) evne.
Bibelske dimensioner
"Styx"-titlen henviser ganske givet til floden, der i græsk mytologi løber mellem Jorden og underverdenen - og som den efterhånden sagesløse Rike nu krydser. At lægen kommer ud i overvejelser af bibelske dimensioner, er der i hvert fald ingen tvivl om, og temaet er universelt og smerteligt.
Spændingsfelt til havs
Wolfgang Fischers anden spillefilm vandt 3 priser på filmfestivalen i Berlin og har en meget bred, international appeal. Det højaktuelle flygtningeemne er begavet sat på spidsen af en bølge som spændingsfelt til havs - og alene til havs - på nær det særprægede anslag med banangnaskende byaber.
Atlanterhavet i hovedrollen
At give Atlanterhavet hovedrollen - og samtidig have modet til ikke at smøre det ind i alle mulige olierede effekter - er et meget virkningsfuldt fortællergreb. Der er så uendelig meget fortælling i havet, både ved havblik og i den barske storm, som vi også skal igennem med Rike.
Hypnotiserende
"Styx" er næsten hypnotiserende, når fotografen Benedict Neuenfels viser os verdenshavet helt fra oven - i et knivskarpt og isnende afdæmpet lyddesign - mens vinden fyger hen over oceanet i det snarlige møde med lavtrykket.
Naturens egne lyde
Her er ingen underlægningsmusik (kun få sekunder til start og slut) - Wolfgang Fischer indser meget begavet potentialet i naturens egne lyde. Selv under end credits får havet lov at tale for sig selv - som helt nødvendig meditativ udtoning til en på mange måder barsk filmoplevelse.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2018, Tyskland, Østrig, Psykologisk drama, Skibe på film, 94 min.
Dansk titel: Styx- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BERLIN - Label Europa Cinemas
- BERLIN - Heiner Carow Prize
- BERLIN - Prize of the Ecumenical Jury
- BERLIN-N - Panorama Audience Award